Lærer teenagere at skyde

Ikke bare Kalundborg ungdomsskole tilbyder byens teenagere at lære at fremstille knive. Det gør de også i Slagelse, hvor de unge også kan blive undervist i at håndtere skydevåben.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Man kan altså også kløjs i et glas mælk. Søren Johansen er ungdomsskoleleder i Slagelse kommune, og han har svært ved at forstå den kritik, der er rejst i forbindelse med et knivbyggerkursus på Kalundborg Ungdomsskole.

- Der er masser af knive, de unge kan stikke hinanden ned med, hvis de vil. Jeg tror ikke at det er det store problem, at de lærer at fremstille en kniv på ungdomsskolen, siger han i dag til TV2 Øst.

Som vi fortalte i går, kan teenagerne i Kalundborg lære at fremstille sin egen kniv.

- Det er førsteklasses kvalitet, mener Mikael Hansen, der både er leder af Kalundborg Ungdomsskole og underviser i skolens kursus for knivbygning.

- Vi har kurset af to årsager: for at lære de unge mennesker godt og fint håndværk. Og god, fornuftig omgang med kniv, fortæller Mikael Hansen.

Men både forældre og byens ssp-konsulent er bekymrede over tilbuddet til de unge.

- Man ved jo ikke, hvad de bliver brugt til, når de får dem med hjem, siger Åse Pedersen fra Rørby.

- Det er lidt uheldigt, at man sådan skal tilbyde, at man kan få til at lave en kniv. Så kan man bagefter sige: "Den har jeg lavet i ungdomsskolen," hvis den bliver brugt til noget dårligt. At stikke eller true, fortæller Brian Larsen, SSP-medarbejder i Kalundborg.

På Slagelse ungdomsskole går de skridtet videre. Her kan de unge udover at fremstille knive også lære at håndtere et skydevåben. På klubbens hjemmeside kan man læse, at de unge her lærer at skille, rengøre og håndtere et våben. Og det ser ungdomsskolelederen slet ikke nogen problemer i.

- For det første henvender vores kurser sig ikke til den type unge, der kan finde på at true eller stikke nogen ned med en kniv. Det er en helt anden type unge, der gør den slags - de sidder ikke og filer i et knivskæfte hele vinteren, siger Søren Johansen til TV2 Øst, og fortsætter:

- Det her handler om noget helt andet. Vi underviser dem i noget, der interesserer dem, og samtidig taler vi med de unge om hvad der er rigtigt eller forkert. Hvad må man og hvad må man ikke. Det er en god måde at påvirke de unge på, siger Søren Johansen.

  


Nyhedsoverblik