Læge i udkantsområde: Tvang af yngre læger rammer i sidste ende patienterne

En praktiserende læge i Nysted mener Socialdemokratiets forslag om at tvinge yngre læger ud i yderområder kan gå ud over patienterne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Jeg kan gøre rigtig meget med få midler. Jeg kan gøre en forskel, og det er det, jeg rigtig godt kan lide.

Sådan siger Christina Svanholm selv om sit job som praktiserende læge i Nysted. 

Men hun er også godt klar over, at der mangler flere som hende, der brænder for at være læge i yderområderne.

Det problem vil Socialdemokratiet løse ved at tvinge yngre læger ud i yderområderne et halvt år af gangen i en såkaldt "tjenestepligt". Det fremgår af partiets nye sundhedsudspil.

Men tvang som tilgang bekymrer Christina Svanholm. 

- Man vil tvinge en gruppe læger, som ikke har interesse i almen praksis ud i almen praksis. Og det er der, jeg synes, det bliver farligt, siger hun til TV ØST.

Sundhedsplatformen
Læs også
Socialdemokratiet vil løse lægemangel med tvang
Sundhedsplatformen
Læs også
Socialdemokratiet vil løse lægemangel med tvang

De brænder ud

Hun mener, det kan gøre skade på de yngre lægers interesse for faget.

- Hvis du sender en helt grøn læge ud uden interesse for det her felt, så brænder de helt ud, siger hun og uddyber:

- Som praktiserende læge i Nysted, der skal jeg brænde for mine patienter. Det er ældre mennesker, der bor i yderområderne og de kan have mange sygdomme. Der kan være mange komplicerede problemstillinger, som kan virke uoverskuelige, hvis man kommer uden interesse for faget, siger Christina Svanholm.

I sidste ende mener hun, at det kan gå ud over patienterne.

- Det rammer jo patienterne, hvis de sidder overfor en læge, som føler sig fagligt inkompetent, eller som ikke brænder for at være på stedet, siger hun.

- Vi skal finde dem, der brænder for specialet, fordi der er ikke noget værre end en læge i en stilling, som vedkommende ikke skulle have været i, lyder det.

Skal være mere langsigtede løsninger

Hos Foreningen af Yngre Læger vil man gerne have en dialog om problemstillingen, men man heller ikke tvang er vejen frem. 

- Vi har selv lavet en undersøgelse blandt yngre læger om, hvad der kan få dem til at flytte ud i yderområderne med lægemangel, og det er sådan set ikke tvang, som folk angiver som en mulighed. Det er snarere, at der skal være rammer som gør, at man, når man flytter derud, måske har sin mand med, så der skal være gode forhold til at få job for ham også eller gode pasningsmuligheder for børnene, siger Søren Just Christensen, næstformand hos Yngre Læger i Region Sjælland.

Han kritiserer også varigheden af opholdende, som man foreslår i udspillet.

- De her ophold de er på et halvt år. Det kan være, man skal have et halvt år i Thyborøn og næste halve år på Bornholm. Så man bliver flyttet en del rundt, siger han og forklarer, hvad Yngre Læger mener, man bør sigte efter:

- Det, vi gerne vil have, man kigger lidt mere på, det er, om der er nogle mere langsigtede løsninger, så man kan se en idé i at flytte ud i de her udkantsområder, hvor der er lægemangel, siger han.

Mere opmærksomhed på faget

Det er den praktiserende læge i Nysted også enig i.

- Vi skal uddanne nogle flere praktiserende læger. Vi skal skabe opmærksomhed omkring almen medicin på studiet tidligere end vi gør på nuværende tidspunkt, siger Christina Svanholm og fortsætter:

- Det er inden, de stifter familie, det er inden, de er færdige og har truffet deres valg, det er der, vi skal have dem ud for at se, hvilke herligheder vi kan tilbyde, men det skal ikke være med tvang, siger hun.

Socialdemokratiets sundhedsudspil indeholder, ifølge Ritzau, 13 initiativer og koster 1,25 milliarder kroner årligt. Det skal blandt andet finansieres af, at den arbejdsgiverbetalte sygedagpengeperiode forlænges med en uge.


Nyhedsoverblik