Kvinde samler tøj ind til indianere

En kvinde fra Karise mener, hun har en indianer reinkarneret i sig. Derfor vil hun nu hjælpe sine åndsfæller i Canada.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Jeg føler mig rød indvendig og hvid udenpå.

Sådan forklarer Susi Nielsen fra Karise sine nære bånd til indianerne.

Hun har fået at vide, at hun har en indianer reinkarneret i sig - og nu vil hun hjælpe sine brødre og søstre.

- Jeg har lavet en indsamling af vintertøj til reservatet i Canada, forklarer Susi Nielsen, mens hun ivrigt stryger noget af det tøj, der er blevet doneret til formålet.

Indianerne i Canada er de såkaldte Sortfodsindianere, og de både fryser og sulter, forklarer Susi Nielsen.

- Indianerne har altid stået mit hjerte nær. Og denne her sag, det er jo mit hjertebarn. Og at jeg nu har fået samlet alt det her tøj sammen, det er mit livs drøm, der går i opfyldelse.

Susi har nu samlet omkring 15 kasser varmt tøj til indianerne, og hun arbejder så fjerene flyver for at vaske og stryge det donerede tøj. Men hun er i sit es.

- Det er pragtfuldt. Simpelthen pragtfuldt, siger en smilende Susi, mens hun folder en rød fodboldtrøje sammen og lægger den over i den store tøj-bunke.

Hvis du også vil donere tøj til indianerne, kan du kontakte Susi på telefon: 56 50 15 93


Nyhedsoverblik