Kvinde dømt for falsk voldtægt

En kvinde fra Ringsted fik 20 dages betinget fængsel for at fortælle politiet en løgnagtig voldtægtshistorie. Dommen skal sende et signal om, at de falske anmeldelser koster arbejdstimer og skaber mistro til de virkelige ofre.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Man kan simpelthen blive så sur, tilføjede dommeren, efter at han havde tildelt en 39-årig kvinde 20 dages betinget fængsel for at have anmeldt en voldtægt, der efter megen efterforskning viste sig aldrig at have fundet sted. Det skriver DAGBLADET Ringsted.

Politiets spildte arbejde er en ting. Dommeren fremhævede også i sin lille reprimande til kvinden i retssalen tirsdag eftermiddag , at sagerne om falske voldtægter også er med til at så tvivl om de sager, hvor en kvinde rent faktisk er blevet voldtaget. Det var skammen over at have drukket så meget alkohol, at hun intet kunne huske fra et besøg på værtshuset Løven, der fik kvinden til sidst i juni at påstå, at hun var blevet voldtaget pådametoilettet.

Efter 14 dages efterforskning og omkring 100-200 arbejdstimer fandt politiet i Ringsted imidlertid ud af, at kvinden løj. Blandt andet fordi betjentene fik adgang til videooptagelser fra værtshuset.

Henover sommeren har der været en del sager om påståede voldtægter. Ofte bliver de lønagtige anmeldere dog ikke sigtet. Hos politiet i Ringsted siger vicepolitiinspektør Henrik Funder Kristensen, at der er en del sager, hvor politiet er i tvivl om rigtigheden af anmelderens oplysninger. Det kan imidlertid tit være svært helt entydigt at bevise, at anmelderen taler usandt.

- Men den der med, at man kommer gående på fortovet og bliver hevet ind i en busk og voldtaget, den er nærmest ikke-eksisterende, anslår Henrik Funder Kristensen og tilføjer, at politiet ikke vil tøve med at sigte en falsk anmelder igen, hvis sagen er så tydeligt løgn som i tilfældet med værtshusgæsten.


Nyhedsoverblik