Kritik af ubefarne søfolk på kapret fragtskib

Gidslerne på det kaprede fragtskib fra Nakskov er to ubefarne sømænd, en befaren matros samt to navigatører

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

To af de fem danske søfolk, der nu på syvende døgn holdes som gidsler på Nakskov-skibet "Danica White" ud for Somalias kyst, er ifølge Ritzaus oplysninger ubefarne. De øvrige tre søfolk er en befaren matros samt to navigatører.

Det vækker ikke begejstring hos Sømændendes Forbund 3F, at det danske rederi H. Folmer og Co sender et skib med ubefarne søfolk gennem et så farligt og piratfyldt farvand ud for Somalias kyst.

- Det er ikke hensigtsmæssigt, at man i belastede områder sejler med ubefarne søfolk. Det er ikke rimeligt, siger formanden for Sømændenes Forbund Søren Sørensen. Han peger dog på, at rederiet har bemandet "Danica White" efter reglerne.

Underdirektør i Danmarks Rederiforening Jan Fritz Hansen mener ikke, det er et problem med ubefarne søfolk om bord på skibe i det farlige område.

- Når først piraterne er om bord - som det tilsyneladende er sket i det her tilfælde - så kan det være ligegyldigt. Er skibet først kapret, er der kun en ting at gøre, og det er at give efter, siger Jan Fritz Hansen.


Nyhedsoverblik