Kritik af ubefarne søfolk om bord på piratskib

Gidslerne på det danske piratskib er ifølge Ritzaus oplysninger to ubefarne sømænd, en befaren matros samt to navigatører.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

To af de fem danske søfolk, der nu på syvende døgn holdes som gidsler på piratskibet "Danica White" ud for Somalias kyst, er ifølge Ritzaus oplysninger ubefarne. De øvrige tre søfolk er en befaren matros samt to navigatører.

Det vækker ikke begejstring hos Sømændendes Forbund 3F, at det danske rederi H. Folmer og Co sender et skib med ubefarne søfolk gennem et så farligt og piratfyldt farvand ud for Somalias kyst.

- Det er ikke hensigtsmæssigt, at man i belastede områder sejler med ubefarne søfolk. Det er ikke rimeligt, siger formanden for Sømændenes Forbund Søren Sørensen til Ritzau.

Han peger dog på, at rederiet har bemandet "Danica White" efter reglerne.

En ubefaren sømand har været på søfartsskole, men har ikke udstået læretiden til søs og derfor ikke har så megen erfaring om en udlært matros.

Underdirektør i Danmarks Rederiforening Jan Fritz Hansen mener ikke, det er et problem med ubefarne søfolk om bord på skibe i det farlige område.

- Hvis lovgivningen og alle sikkerhedsregler om bord på skibet er opfyldt, kan jeg ikke se, at det er et problem at sejle med to ubefarne søfolk. Når først piraterne er om bord - som det tilsyneladende er sket i det her tilfælde - så kan det være ligegyldigt. Er skibet først kapret, er der kun en ting at gøre, og det er at give efter, siger Jan Fritz Hansen.

Det er ikke første gang, at rederiet H. Folmer og Co er i piraternes vold. Inden for det sidste år har pirater forsøgt at kapre endnu et af rederiets skibe ud for Nigerias kyst, men skibet slap fra piraterne.


Nyhedsoverblik