Kritik af Røde Kors

Byrådsmedlem Peter Lotinga kritiserer Røde Kors i Slagelse for at lave millionoverskud samtidig med, at de får støttekroner af kommunen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De tre Røde Kors-genbrugsbutikker i Slagelse havde i 2012 et overskud på cirka 1 million kroner. Det skriver Sjællandske i dag.

Cirka halvdelen blev brugt til lokale formål, mens den anden halvdel blev indsendt til hovedkontoret i København.

Men samtidig modtog Røde Kors i Slagelse i 2013 180.000 kroner i støtte fra Slagelse Kommune.

- Jeg finder det ikke rimeligt, at en forening kan indsende et så stort beløb til hovedkontoret, og så samtidig ansøge om tilskud på 180.000 kroner som blandt andet angives at skulle bruges til en årlig udflugt og en julefrokost til personalet i genbrugsbutikken, skriver Peter Lotinga, Lotingalisten, i en anmodning til byrådet ifølge Sjællandske.

Den lokale Røde Kors-formand ser sig uforstående overfor kritikken.

- Vi søger støtte ligesom alle andre. Røde Kors bruger hvert år omkring 500.000 kroner på aktiviteter i Slagelse. Hvis vi ikke fik støtten ville være nødt til at lukke nogle af vores lokale aktiviteter, eksempelvis vores hjælpeprojekter for unge mødre eller udsatte familier, siger Mogens Aaby, lokalformand for Røde Kors i Slagelse, til Sjællandske.

Lotinga anerkender, at den lokale Røde Kors-afdeling støtter en masse lokale tiltag. Men han er kritisk overfor, at der sendes cirka 475.000 kroner til hovedkontoret. Men det er nu engang sådan, Røde Kors fungerer, understreger Mogens Aaby.

- Det er jo formålet med Røde Kors at hjælpe i hele verden. Røde Kors gør deres bedste for at hjælpe borgere i Slagelse med de midler, som den lokale afdeling har til rådighed, siger Mogens Aaby til Sjællandske.


Nyhedsoverblik