Kriminelle skal på skolebænken

På Stevnsfortet er der oprettet en skole, der skal sætte skik på de unge kriminelle.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De sidste dages kritik af sikrede døgninstitutioner preller af på forstanderen af Stevnsfortet.

Her har man udvidet med yderligere fem pladser og oprettet en skole, der skal få styr på de unge kriminelle.

Det skriver P4 Sjælland. 

Fire skolelærere underviser institutionens 15 elever, og indtil videre har alle de anbragte unge på Stevnsfortet taget imod tilbudet om undervisning.

- Vi respekterer dem for det trin de er på, og forsøger at forberede dem på den virkelighed, som de skal ud i når de forlader institutionen, siger forstander Kaj Lauritzen.

Han tøver ikke med at kalde det nye skoleprojekt en succes, der kan hjælpe de unge på rette spor igen.

En af Stevnfortets unge er 14-årige Frederik, som er glad for det nye skoletilbud.

- Jeg har lavet meget færdighedsregning, fordi jeg manglede det. Her kan man selv tilrettelægge sin skolegang efter det man har brug for, fortæller han.

Også skolelærer Jakob Gatzwiller oplever de unges vilje til at gennemføre skolegangen, selvom de ikke altid har lyst til at stå op, siger han med et smil.

Skolen flytter om kort tid ind i en ny bygning på den gamle kaserne, og her får man endnu bedre plads til undervisning.


Nyhedsoverblik