Kræver undersøgelse af falske anmeldelser

Efter den seneste tids falske anmeldelser af voldtægter i regionen kræver politikerne nu en redegørelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Peter Skaarup, formand for Folketingets Retsudvalg, (DF) vil nu have undersøgt de falske anmeldelser om voldtægt, der på det seneste er landet på bordene rundt hos regionens politistationer.

Han understreger, at det er nødvendigt at undersøge anmeldelsernes omfang for at kunne dæmme op for problemet.

Det seneste tilfælde her i regionen var under Vordingborg Festuge, hvor en 22-årig kvinde ifølge politiet opdigtede og anmeldte en voldtægt, der skulle have fundet sted i en hvid kassevogn.

De beboere i Vordingborg, som TV2 ØST i dag har været i kontakt med, er vrede over den falske anmeldelse.

- Det er at gøre grin med dem, der bliver voldtaget, siger Neel Fenger, rengøringsassistent fra Tappernøje.

Flere har også følt sig utrygge på grund af signalementet af den hvide kassevogn, hvori voldtægten angiveligt skulle have fundet sted.

- Jeg var faktisk meget bange, og hvis jeg så en hvid varevogn, så var jeg bange for at gå herinde, siger 14-årige Lea Schultz fra Vordingborg.

 I dag straffes en anmeldelse af falsk voldtægt med op til seks måneders fængsel. 

Alt afhængigt af resultatet af undersøgelsen af de falske anmeldelser vil  formanden for Folketingets Retsudvalg se på, om straffen skal forhøjes.


Nyhedsoverblik