Kræftpatienter føler sig overset (VIDEO)

Støt Brysterne-kampagnen har givet 18 millioner i kassen hos Kræftens Bekæmpelse. Men andre patientgrupper føler sig sat til side. En tarm-kræft-patient opfordrer til kampagne for de mere tabu-belagte kræftformer

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

[video:flv:081117_tarme.flv]
Eva Kjersgaard mener, at der fokuseres alt for meget på brystkræft i forhold til andre kræftformer. Se interviewet herover.

Lyserøde sløjfer, armbånd med små perle-knuder og rugbrød med Kræftens Bekæmpelses logo. Støt Brysterne-kampagnen har været en stor succes - men det har haft sin pris.

- Jeg synes, det er forkert, at der fokuseres så meget på brysterne. Hvad så med at sænke blikket og så kigge lidt på maverne. Og alle os med stomier, foreslår Eva Kjersgaard fra Stege.

For 13 år siden fik hun fjernet det meste af både tyk- og tyndtarmen. På den sad 52 polypper - forstadiet til tarmkræft. Siden da har hun levet med en stomipose ved siden.

Kampagne for tarm-kræft patienter

Og hun så gerne, at Kræftens Bekæmpelse lavede kampagner for de mere tabu-belagte kræftformer.

- Det er mere tabu. For eksempel hvis du vågner op og er sprunget læk. Så er det altså en lorte-leg at ligge der og crawle og skifte alt fra A til Z. Det er noget andet end med brystkræft, mener Eva Kjersgaard.

Hos Kræftens Bekæmpelse erkender de, at de kan blive bedre til at trække de mere pinlige kræftformer frem i lyset.

Men det er ikke lige så nemt at reklamere for tarmkræft, som det er at reklamere for bryster.

- Der er nogle ting, der er mere grænseoverskridende end andre. Man kunne også måske lettere vise hudkræft end for eksempel tarmkræft eller testikelkræft. Der er nogle tabuer i det her også, det er der ingen tvivl om, fortæller Anne Mau, regionschef hos Kræftens Bekæmpelse.


Nyhedsoverblik