Kommuner kæmper for sygehuse - og mod hinanden

Når de sidste høringssvar til regionens nye sygehusplan på tirsdag lander på regionsgården i Sorø, vil der være adskillige høringssvar fra kommuner, der mener, at netop deres sygehuse skal have en fremtrædende placering.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Høringen om den nye sygehusplan er endt som en kamp mellem de nye storkommuner. Både Roskilde, Køge, Næstved og Faxe Kommuner er gået i brechen for det lokale sygehus. Dertil kommer Kalundborg, Vordingborg og Slagelse Kommuner, som også kæmper for hver deres sygehus, skriver Dagbladet.

Især Roskilde, Køge og Næstved kæmper indædt om, hvilke af de tre store sygehus, der skal være det centrale i den nye region.Roskilde Byråd har lagt skarpt ud med et høringssvar, hvori Roskilde Sygehus defineres som »regionens bedste sygehus«.

»Sygehusstrukturen har stor betydning for borgernes sundhed og tryghed - og Region Sjælland har brug for et stærkt sygehus i Roskilde.« hedder i det høringssvar, som kommunen sender til Region Sjællands politikere med en række argumenter, der alle uundgåeligt gør Roskilde Sygehus til regionens ledende sygehus.

Køge Kommune har valgt at lade et eksternt konsulentfirma køre sygehuset i en førerposition med en rapport, der fremhæver sygehusets geografiske placering som en afgørende grund til, at sygehuset skal være sværvægteren i en ny sygehusplan.

Endelig har Næstved Kommune valgt at lave deres helt eget forslag til en ny sygehusplan - med Næstved som supersygehus for al kræftbehandling og en mere sekundær rolle til Køge Sygehus.

At der nu foregår en indbyrdes kamp ærgrer blandt andet Køges borgmester Marie Stærke sig over:

- Det gør mig ked af det, at det foregår på denne måde. Det kunne måske være undgået ved at gøre mere brug af kommunekontaktrådet, siger hun.


Nyhedsoverblik