Kommunaldirektør står til fyring

Kommunaldirektøren i Vordingborgs fremtid hænger i en meget tynd tråd efter mindre end to års arbejde for kommunen. Et enigt økonomiudvalg står bag beslutningen om at indlede en afskedigelsesag

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Økonomiudvalgets beslutning om at indlede en afskedigelsessag mod Steffen Røntorp blev truffet på et møde i går, mandag, og ifølge borgmester Henrik Holmer (Soc.Dem) er det et enigt økonomiudvalg, der står bag.

Formelt set er den 58-årige kommunaldirektør ikke fyret, det kan kun kommunalbestyrelsen, men da der altså var enighed i økonomiudvalget, kan man vurdere, at der er tale om en reel fyring.

TV2 ØST har været i kontakt med Henrik Holmer for at få uddybet årsagen til beslutningen, men det var ikke muligt:

- Der er tale om en personalesag og vi kan ikke gå i detaljer med årsagen til fyringen, siger Henrik Holmer til TV2 ØST.

Henrik Holmer gør det samtidig klart, at der nu indledes nogle undersøgelser om baggrunden for beslutningen om at indlede en afskedigelsessag, men borgmesteren ønsker ikke at uddybe, hvad der skal undersøges.

Undersøgelsen skal være færdigbragt indenfor cirka 14 dage, hvor kommunalbestyrelsen vil blive ekstraordinært indkaldt for at behandle afskedigelsessagen.

Steffen Røntorp er 58 år og kom til Vordingborg kommune i marts 2006 og heller ikke Steffen Røntorp ønsker at udtale sig om sagen:

- Jeg er selvfølgelig orienteret om at der er indledt en afskedigelsessag, men det er så nyt, at jeg ikke engang kender baggrunden og jeg har aftalt med min fagforening, DJØF, at det er dem der kører sagen, siger Steffen Røntorp til TV2 ØST.


Nyhedsoverblik