Kollega: Alle talte om sygeplejerskes dramatiske vagter

Det var en udbredt opfattelse, at der var flere døde patienter, når sygeplejerske var på vagt, siger kollega.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Påfaldende mange patienter er i løbet af de seneste år blevet dårlige efter at have været i kontakt med en bestemt sygeplejerske fra sygehuset i Nykøbing Falster.

Den opfattelse har gennem et eller muligvis flere år været ganske udbredt blandt størstedelen af den 31-årige kvindes kolleger på sygehusets akutafdeling.

Det fortalte en mandlig sygeplejerske tirsdag i Retten i Nykøbing Falster, da han var indkaldt for at vidne mod kollegaen, der er tiltalt for tre drab og et drabsforsøg.

Der var et påfaldende stort antal dødsfald og mange, der kom på intensiv, når C (den tiltalte, red.) var på vagt. Det var ikke kun mig, der oplevede det, sagde vidnet.

- Der var et påfaldende stort antal dødsfald og mange, der kom på intensiv, når C (den tiltalte, red.) var på vagt. Det var ikke kun mig, der oplevede det, sagde vidnet.

Alle kendte til begrebet "C-vagter"

Opfattelsen var så udbredt, forklarede sygeplejersken, at stort set alle de ansatte kendte til begrebet C-vagter, som kollegerne havde døbt særligt hektiske vagter, hvor den tiltalte var på arbejde.

- Hvem snakkede om C-vagter?, ville anklager Michael Boolsen vide.

- Det gjorde alle. Rigtig mange, lød det fra vidnet.

I dag erkender den mandlige sygeplejerske, at han måske skulle have reageret på den voldsomme mistanke.

- Efterfølgende kan man tænke over, om man kunne have gjort noget - overvågning af stuen eller et eller andet. Men det kan man jo ikke. Og samtidig havde jeg ikke rigtig fantasi til at tro, at det var virkeligt, lød det fra vidnet.

Nogle kollegaer har aldrig haft mistanke

Den 31-årige kvinde har siden sin anholdelse for mere end 14 måneder siden nægtet sig skyldig. Hun mener, at personlige intriger og ondsindet sladder kan være grunden til, at sagen overhovedet er startet.

I tirsdagens retsmøde forklarede fire andre kolleger da også, at de aldrig havde hørt om mistanken til den tiltalte, og at de i øvrigt intet dårligt havde at sige om kvinden.

Efter sagens foreløbigt 17 retsmøder er det da også fortsat uklart, hvorfor en dygtig sygeplejerske med en lille datter pludselig skulle blive seriemorder.

Lider af personlighedsforstyrrelse

Det tætteste, anklagemyndigheden er kommet på et motiv, er en personundersøgelse, der viser, at kvinden lider af en personlighedsforstyrrelse. Kendetegnende ved lidelsen er "tilbøjelighed til dramatisering", "egocentricitet" og "manglende tanke for andre".

En stribe kolleger har bekræftet disse karakteristika og fortalt, hvordan den tiltalte tilsyneladende nyder at være i centrum i forbindelse med behandlingen af patienter.

/ritzau/


Nyhedsoverblik