Knivstikker fundet i kolonihavehus i Holbæk

En 27-årig mand er onsdag blevet varetægtsfængslet, efter at politiet fandt ham i et kolonihavehus. Manden er sigtet for at stikke en mand ned i København.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 27-årig mand er onsdag blevet varetægtsfængslet i 13 dage for at have stukket en 31-årig mand flere gange med kniv på Vesterbro i København.

Overfaldet skete 1. september kort før klokken 20, hvor den 31-årig mand befandt sig ved Enghavevej og Stenderupgade.

- Vi har anholdt en 27-årig mand, som befandt sig i et kolonihavehus i Holbæk, siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen til Ritzau.

- Under ransagningen finder vi en skarpladt revolver og der er 2 stjålne biler i området, fortæller han.

Muligvis planlagt

Det 31-årige offer blev under overfaldet stukket 4 gange. Blandt andet 2 gange i siden af brystet og i ryggen, men han var aldrig i livsfare.

Hændelsen blev optaget på et kamera, og politiet havde andre solide spor at gå efter i efterforskningen af overfaldet, som muligvis var planlagt.

Vidner har fortalt politiet, at en gruppe af mænd tilsyneladende observerede en opgang forud for overfaldet og slog til, da offeret forlod ejendommen og trådte ud på gaden.

Den 27-årige mand har overfor politiet nægtet sig skyldig i anklagerne.

/ritzau/


Nyhedsoverblik