Knivdræbt efter druk-ballade

Motivet for tirsdagens knivdrab på en 27-årig mand fra Nordvestsjælland var uoverensstemmelser efter druk, oplyser politiet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var efter alt at dømme ballade efter tung druk, der endte med at en 27-årig mand fra Asnæs tidligt i går morges døde af et knivstik i brystet.

Han blev kort før klokken fem om morgenen fundet hårdt såret i en lejlighed i Munkebo ved Odense og døde senere på dagen af sine kvæstelser.

Lejeren af lejligheden - en 45-årig mand - er fængslet for drabet, som han nægter og hævder intet at kunne huske om.

Den 27-årige mødte sin formodede banemand i byen i Odense og fulgtes med ham og hans kone til deres hjem, oplyser leder af efterforskningen, vicepolitikommissær Jack Liedecke. Men da den drabssigtede blev fremstillet i et lukket grundlovsforhør, kunne han ikke referere detaljeret omkring politiets kendskab til forløbet frem til drabet.

Den 45-årige, som tidligere er dømt for personfarlig kriminalitet, er foreløbigt fængslet i fire uger og skal mentalundersøges.

Hans 32-årige kone blev tirsdag afhørt i et såkaldt indenretsligt forhør, så retten har hendes forklaring nedskrevet i retsbogen til senere brug. Hun vil blive bedt om at vidne i sagen, men da hun er gift med den sigtede, kan hun blive fritaget for at vidne mod ham.

/ritzau/


Nyhedsoverblik