Kalundborg-roer til VM

Kalundborg Roklubs formand Kåre Mattesen er på vej til VM i coastal, som holdes i Thessaloniki, Grækenland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Når VM i coastal fra på fredag løber af stablen i den græske by Thessaloniki, er det med deltagelse fra Kalundborg. Kalundborg Roklubs formand Kåre Mattesen stiller op i mændenes 1x – single - i den nye bådtype coastalsculler, skriver roklubben i en pressemeddelelse.

Der er 25 deltagere i klassen, og der bliver 2 indledende heats med henholdsvis 13 og 12 deltagere, hvoraf 8 i hvert løb går videre til finalen.

Der er indledende heat nu på fredag og finaler lørdag, og målet for Kåre Mattesen i år er en finaleplads.

Bedste danske mand

Kåre Mattesen har i år vist, at han er den bedste danske mand i 1x. Både ved de uofficielle åbne nordiske mesterskaber i Helsingborg og senere ved DM i Skovshoved blev han kun overgået af de svenske roere fra Helsingborg, og han opnåede at blive nummer 1, 3 og 2.

Helsingborg roklub har dyrket coastal roning i en årrække, mens bådtypen er relativt ny i Danmark og især i Kalundborg. Kalundborg Roklub fik sin første coastal sculler, en single, i 2013 sponseret af Novo Nordisk.

Trænet 9 gange om ugen

Generelt kan man sige, at det tager flere års træning at blive rigtig god i coastalsculler, da roning i bølger udover fysisk styrke og udholdenhed også kræver en del teknik, men allerede nu kan Kåre Mattesen altså være med internationalt. Han har trænet 9 gange ugentligt i coastal som forberedelse – og har desuden mange års erfaring med roning og kaproning i almindelige scullere og inriggere som grundlag.

Ialt 450 af verdens bedste coastal roere forventes at deltage ved dette års VM.