Flere vidner har i løbet af weekenden henvendt sig til politiet i Vordingborg, for at fortælle hvad de har set i forbindelse med en grov voldtægt natten til fredag her ved Vordingborg Station.
Men som TV2 ØST fortalte i går var beskeden at de første skulle komme forbi mandag til afhøring. Og det falder ikke i god jord på Christiansborg.
- Vidner har en historie de skal fortælle, og jo længere tid der går, jo sværere kan det være at få de ting frem som man er interesseret i, siger retsordfører Peter Skaarup (DF). Derfor vil næstformanden i retsudvalget nu også tage sagen videre.
- Gennem Retsudvalget går vi til Justistministeren og hører hvad der fremover vil ske i den slags sager, siger Peter Skaarup. Også retsordfører Anne Bastrup (SF) har meldt ud, at hun vil tage sagen op med ministeren.