Journaler for benamputerede skal gennemgås: - Det er jeg meget glad for

Region Sjælland skal gennemgå sygehusjournaler fra benamputerede tre år tilbage, og det glæder formanden for Amputationsforeningen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der bliver nok at se til for Region Sjælland den kommende tid, når sygehusjournaler fra de sidste tre år for benamputerede skal gennemgås.

Det står klart efter, at Styrelsen for Patientsikkerhed har beordret regionen til at finde frem til de patienter, der eventuelt kan have fået en benamputation, hvor det måske kunne have været undgået. 

Og det glæder Marianne Palm, der er formand for Amputationsforeningen. Hun har nemlig kæmpet for, at det høje antal amputationer i regionen skal undersøges nærmere.

quote Der er så meget mistro til alt, hvad de her hospitaler og regionen har gjort

Marianne Palm, formand, Amputationsforeningen

- Det er jeg meget glad for. Jeg havde møde med cheferne for to dage siden, hvor jeg sagde, at de var nødt til at gå ud og berolige alle nuværende amputerede om, at de ikke bliver overset, lyder det fra formanden.

Udvidet telefontid er ikke nok

I første omgang havde Region Sjælland meldt ud, at patienter og pårørende, som er i tvivl om behandlingen, kunne ringe til Patientvejledningen, der har udvidet telefontiden. Men det mente Styrelsen for Patientsikkerhed ikke var tilstrækkeligt, hvilket Marianne Palm er enig i.

- Der er så meget mistro til alt, hvad de her hospitaler og regionen har gjort. Det har slet ikke været tillidsvækkende nok, at man så kunne tale med en eller anden sygeplejerske, der skulle berolige folk. Det er slet ikke nok, og det er jo så det, der sker nu, at de er blevet tvunget til at gennemgå samtlige journaler. Så det hilser jeg meget velkommen.

Læs også
Benamputationer i Region Sjælland: Sygehusjournaler for tre år skal nu gennemgås
Læs også
Benamputationer i Region Sjælland: Sygehusjournaler for tre år skal nu gennemgås

- Men samtidig siger jeg stadigvæk, gå direkte til patienterstatningen, hvis du har mistanke om, at du har været udsat for en fejl. Fordi derinde kan de lave en hurtigere sagsbehandling, end de måske kan i regionen.

Region Sjælland har flest amputationer

Sagen om benamputationer begyndte, da det kom frem, at op mod 47 patienter i Region Midtjylland årligt kunne have undgået amputation, hvis de havde fået den rette forebyggende behandling.

Danske Regioner har efterfølgende undersøgt forløbet omkring amputationer hos patienter i landets øvrige regioner og har i den forbindelse fundet ud af, at Region Sjælland er den region, som har den højeste amputationsrate.

Læs også
Rapport: Region Sjælland har flest amputationer
Læs også
Rapport: Region Sjælland har flest amputationer

I Region Sjælland foretages der mere end 70 amputationer per 100.000 borgere over 50 år per år. Til sammenligning har Region Hovedstaden og Region Nordjylland en faldende amputationsrate.

Perioden fra 2019 til 2021 er den periode, hvor der har været den største variation mellem regionerne i undersøgelsen. Derfor er det også denne periode, som Region Sjælland skal fokusere på.


Nyhedsoverblik