Jog røvere med pistol og knojern på porten

To mænd forsøgte at skaffe penge med drastiske metoder hos 19-årig mand på hans kollegieværelse i Nykøbing Falster.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 19-årig mand fik sig formentlig en ordentlig forskrækkelse, da to ukendte gerningsmænd søndag aften omkring midnat trængte ind på hans kollegieværelse på Vestensborg Allé i Nykøbing Falster.

For de to røvere krævede penge udleveret og truede den 19-årige mand med både en pistol og et knojern for at få det. Men det ville den unge mand ikke finde sig i og trods heftige trusler, lykkedes det ofret at jage de to røvere ud af sit værelse.

Den 19-årige mand slog nemlig ud efter de to gerningsmænd og efter en smule tumult valgte de at fordufte med uforrettet sag og uden en krone fra ofret.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi vil meget gerne høre fra vidner, der kan have oplysninger i sagen.

Ifølge politiet beskrives den ene af de to gerningsmænd som 185 cm høj, spinkel af bygning, han talte dansk med accent med en dyb stemme og var iført en mørk jakke, mørke bukser med striber på benene, elefanthue uden mundåbning og sorte Shox sko.

Den anden gerningsmand beskrives som 175 cm høj, spinkel af bygning og iført mørke bukser med striber på benene, mørk jakke, elefanthue uden mundåbning og sko. Han sagde ikke noget under røveriet. 


Nyhedsoverblik