Ingen overfaldsalarm til voldsramt kvinde

Camilla Madsen var blevet lovet en overfaldsalarm, der skulle beskytte hende fra hendes voldelige kæreste, men politiet i Slagelse fortrød.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiet i Slagelse vil ikke give en 23-årig kvinde fra Korsør en overfaldsalarm, selvom hun gentagne gange er blevet tæsket og truet på livet af sin kæreste. Hun har nu boet under jorden i en uge og været hjemme hos sin mor. 

Overfaldet skete for tre uger siden og i den periode er hun ikke blevet overfaldet at sin kæreste. Det er politiets begrundelse for ikke at udlevere telefonen.

- Der er ikke sket noget og det mener jeg viser, at vores vurdering var korrekt. Derfor har der ikke været behov for overfaldsalarmen, siger Vicekriminalinspektør Leif Vinter hos politiet i Slagelse.

Men det er netop efter tre til fire uger, at Camilla frygter sin kæreste mest.

- De andre gange jeg er gået fra ham, plejer det at være efter 3-4 uger, at han ringer til mig igen. Jeg har hørt i byen, at han er begyndt at spørge efter, hvor jeg er og hvad jeg laver, siger Camilla Madsen.

Ligesom Camilla mener Anne Mau fra Landsorganisationen af Kvindekrisecentre ikke at politiets forklaring er god.

-Jeg synes, det er et spinkelt argument, for der er kun gået tre uger siden overfaldet og hvornår slår han igen. Der vil altid være en periode fra sidste gang, han ramte hende og til hvornår han slår igen og hun skal jo leve med den angst, siger Anne Mau.

Der findes 200 overfaldsalarmer i Danmark. I den politkreds, som Camilla tilhører, er der 12. Det antal mener Anne Mau bør femdobles.

- Jeg tror antallet skal højere op end de 200. Man skal op omkring de 1000 for at dække behovet, siger Anne Mau.

Konsekvensen af manglen på overfaldsalarmer er, at Camilla ikke længere tør bo i Korsør.

- Jeg har overvejet meget at flytte til København, for der har jeg venner og ved jeg, at jeg kan være sikker og komme videre og starte på en frisk, siger Camilla Madsen.

Da hun henvendte sig til politiet for at få alarmen, fortalte de hende ikke noget om, hvordan hun så skulle beskytte sig. Det mener Anne Mau politiet skal gøre, især i betragtning af de få alarmer.

- Der bør man gå ind og rådgive og vejlede kvinderne om altid at have en mobiltelefon åben, lade være med at gå alene og lad være med at gå mørke steder om aftenen, siger formanden for Landsorganisationen af Kvindekrisecentre.

Det råd får Camilla Madsen svært ved at følge, for hun arbejder som social- og sundhedshjælper, hvor hun går rundt til de ældre om aftenen.

- Jeg er ikke tryg ved at gå ude om aftenen og slet ikke i den by han bor i. Derfor bliver jeg nok nødt til at sige mit job op, for jeg tror ikke, jeg kan fortsætte på den måde, siger Camilla Madsen.

Sidste år blev 41.000 kvinder tæsket eller truet i deres parforhold.

     


Nyhedsoverblik