Ingen obduktion af kvindelig fører

Politiet i Næstved vil alligevel ikke obducere den kvindelige bilist, der døde i ulykken ved Fuglebjerg i søndags.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Politiet har overvejet at obducere den kvindelige fører af den ene bil. Men det har de valgt ikke at gøre. Det skriver Sjællandske.

 - En obduktion vil ikke kunne bibringe noget nyt, siger Niels Erik Hansen fra Lokalpolitiet i Næstved til avisen.

Politiet mener, at det var den kvindelige fører, der kom over i den modkørende vejbane, hvor bilen kolliderede med en anden bil.

Både kvinden og de tre passagerer i bilen blev dræbt. Føren af den anden bil blev også dræbt. Kun en 12-årig dreng overlevede det voldsomme sammenstød ved Fuglebjerg.

Politiet venter stadig på bilinspektørernes rapport fra ulykkesstedet. Rapporten kan være med til at klarlægge, hvad der egentlig skete.