Influenzasæsonen banker på – i år er det ekstra vigtigt at blive vaccineret

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at flere takker ja til tilbuddet om gratis influenzavaccination, fordi influenza og en samtidig coronasmitte kan give et alvorligt sygdomsforløb.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Høj feber, kulderystelser, muskelømhed, hovedpine, utilpashed, tør hoste og synkesmerter krydret med en omgang coronavirus er en alvorlig cocktail, hvis man er 65 år eller ældre, eller man i forvejen lider af sygdom.

quote Influenza kan udvikle sig meget alvorligt og i nogle tilfælde være livstruende

Bolette Søborg, overlæge, Sundhedsstyrelsen

Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at flere takker ja til tilbuddet om gratis influenzavaccination, inden vinteren, og den øgede risiko for influenza starter.

- Influenza er ikke en alvorlig sygdom for de fleste. Men for personer over 65 år, mennesker med visse kroniske sygdomme og andre i særlig risiko kan influenza udvikle sig meget alvorligt og i nogle tilfælde være livstruende, udtaler overlæge i Sundhedsstyrelsen Bolette Søborg i en pressemeddelelse og fortsætter.

- Derfor anbefaler vi, at man bliver vaccineret, hvis man tilhører en af de grupper, der er i særlig risiko.

Tilbuddet gælder fra den 1. oktober og bliver gratis for nedenstående grupper.

Hvem kan få gratis vaccination

1. oktober 2020 – 15. januar 2021, kan du få gratis vaccination, hvis du:

 

  • Er 65 år eller derover
  • Har en kronisk sygdom
  • Er svært overvægtig
  • Er gravid i 2. og 3. trimester
  • Er førtidspensionist
  • Er 65 år eller ældre
  • Har sygdomme, hvor din læge vurderer at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko
  • Bor sammen med en, som har svækket immunforsvar (immunsuppression)
  • Arbejder i sundheds- og plejesektoren og har opgaver med pleje, omsorg og behandling af borgere, der er i særlig risiko for et alvorligt forløb med influenza.

 

1. oktober 2020 – 28. februar 2021, kan du få gratis vaccination, hvis du:

  • Er mere end 12 uger henne i din graviditet
  • Har en immundefekt eller deler husstand med en person med svækket immunsystem

(Kilde: Borger.dk)

Hører man til en af de grupper i særlig risiko, mener Sundhedsstyrelsen, at man bør bestille tid til vaccinationen hos lægen eller der, hvor man plejer at blive vaccineret.

Sidste år tog rekordmange imod tilbuddet om gratis vaccination. I 2009-2010 sæsonen var antallet af vaccinerede personer på 563.859, men sidste år var det tal steget til 888.507.

Gratis vaccination til sundheds- og plejepersonale

I år får social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, læger og andet sundheds- og plejepersonale, der har tæt kontakt til personer i særlig risiko, også tilbudt en gratis vaccination mod influenza.

- Når sundheds- og plejepersonale bliver vaccineret, beskytter de samtidig de særligt udsatte borgere og patienter, som de har tæt kontakt med, mod influenza. Det er et særligt tilbud i år, hvor vi både har influenza og covid-19 på samme tid, siger overlæge Bolette Søborg.

Derudover er det også hensigten, at gratis vacciner til personalet skal understøtte modstandsdygtigheden i sundheds- og plejesektoren, og det forventes at vaccinationen kan foretages på arbejdspladsen.

Større vaccinationsindsats

På grund af corona vedtog Folketingets partier i foråret en vaccinationspakke, hvis formål er at beskytte sårbare borgere mod en række sygdomme.

Pakken består af gratis vaccination mod pneumokokker til alle fyldt 65 år og til risikogrupper, for eksempel kronisk syge under 65 år, gratis vaccination mod influenza til sundhedspersonale og en fortsættelse af gratis kighostevaccination til gravide.

- Vi anbefaler, at alle danskere over 65 år bliver vaccineret mod både influenza og mod pneumokokker. Det er en god idé at bestille tid til begge vaccinationer samtidig, så du kun skal af sted til lægen én gang, for du kan godt få dem begge på samme tid, siger Bolette Søborg. 

20200903-175519-5-1920x1080we.jpg
Læs også
To ud af tre danskere vil gerne vaccineres mod covid-19
20200903-175519-5-1920x1080we.jpg
Læs også
To ud af tre danskere vil gerne vaccineres mod covid-19

Det er nyt, at de udvalgte grupper kan få gratis vaccine mod pneumokokker, som er en bakterie, der kan forårsage sygdomme som meningitis, blodforgiftning og lungebetændelse.  

Om influenzavaccination

Der findes flere forskellige former for influenzatyper, som  forandrer sig fra år til år, og det tages der hensyn til i vaccinen.

quote Det er en god idé at bestille tid til begge vaccinationer samtidig

Bolette Søborg, overlæge, Sundhedsstyrelsen

Vaccinen består af inaktive overfladeproteiner fra influenzavira og indeholder derfor forskellige typer, der varierer år for år.

Vaccinen får kroppen til at danne antistoffer mod de vira, den indeholder. Så fra det tidspunkt kroppen udsættes for virussen, kan ens immunforsvar hurtigere og bedre bekæmpe dem.

Hos yngre raske har influenzavaccinen en beskyttelsesgrad på mellem 70-90 procent, mens den hos ældre kun er på cirka 60 procent. Så selvom man er vaccineret, er det stadig muligt at blive ramt af influenza.

Bivirkninger ved vaccinen

Det er ikke muligt at få influenza af vaccinen. På stedet, hvor nålen stikkes ind, kan det hæve, og man kan opleve ømhed. Desuden kan der forekomme let feber, hovedpine eller almen utilpashed, som normalt forsvinder efter en til to dage.

Vaccinaiton
Læs også
Det lille stik virker mod mere end influenza
Vaccinaiton
Læs også
Det lille stik virker mod mere end influenza

Influenzavaccinen fremstilles ved, at virussen dyrkes i hønseæg. Det betyder, at selvom den færdige vaccine er højt oprenset, kan den stadig indeholde spor af hønseæg, og derfor bør personer med kraftig overfølsomhed overfor hønseæg eller kyllingeprotein ikke vaccineres.


Nyhedsoverblik