Danskerne spås til at hente fødevarer syd for den dansk-tyske grænse for op mod én milliard kroner årligt ved udgangen af 2008. Det skriver Dagbladet Børsen.
Til gengæld er den gammeldags grænsehandel med magneter som øl, sodavand, spiritus, vin og slik, vigende. Den del af handelen vil formentlig have bevæget sig ned på et niveau på lidt over tre milliarder kroner ved udgangen af året.
- I 2004 købte de danske forbrugere mad for lidt over 400 mio. kr. syd for grænsen. Det er så, ifølge Skatteministeriets opgørelser, steget jævnt lige siden, siger underdirektør Claus Bøgelund Nielsen, De Samvirkende Købmænd til Dagbladet Børsen.
Den afgørende forskel, der trækker danske forbrugere til butikkerne på den anden side af grænsen, er forskellen i den danske og tyske moms på fødevarer. I Tyskland er fødevaremomsen 7 procent mod de danske 25 procent.