Indbrudsbølge i byer syd for Holbæk

Hvalsø, Tølløse, Ugerløse og omegn er plaget af en række indbrud. Beboerne i området er bange

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Søren Jessen går og overvejer, om han skal sælge sit hus.

Det sker, efter en gruppe tyve nu to gange har brudt ind i hans hjem. Den sidste gang stjal de en reservenøgle til huset, og selvom låsene er skiftet ud, tager Søren Jessen det som et budskab om, at de vil komme igen.

- Jeg er nervøs for at komme hjem til mit hus i morgen, og se om der har været besøg igen, siger han.

Og Søren Jessen er langt fra den eneste som har haft besøg af tyvene af flere omgange.

Tina Skardal havde sidste fredag sit første besøg fra banden. Hun tror, at de har slået familiens hund, for den var meget bange og ville ikke røres i dagene efter. Hendes mand har et malerfirma, og han havde netop fået en masse nye materialer. Dem hentede tyvene i torsdags. Det har sat sine spor hos familien.

- Det er specielt frygteligt for vores datter, som var hende der kom først hjem anden gang. Hun tør faktisk ikke sove i sit eget soveværelse lige nu, siger Tina Skardal.

Midt- og Vestsjællands politi er opmærksomme på indbrudsbølgen. De mener, at der er tegn på, at det er en østeuropæsik bande. De har derfor øget overvågningen med området, og intensiveret efterforskingen.

- Det de går efter, kunne tyde på, at det muligvis er østeuropæere som er på spil. Derfor prøver vi at holde øje med de østeuropæere, som vi er bekendt med i området, siger Vagtchef Søren Danielsen.


Nyhedsoverblik