I femte klasse drømte drengen fra Vipperød om magten – i dag er han minister

Det er lykkedes at gøre op med myten om provinsen og udkantsdanmark, mener bolig- og indenrigsminister Kaare Dybvad Bek.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I femte klasse sagde Kaare Dybvad Bek til sin mor: Jeg vil være statsminister.

En bombastisk udmelding, som givetvis har afstedkommet grin, men omme bag lille Kaares ord gemte sig en lyst til at ville bestemme, regere, have magten til at ændre på det, der ikke lige passede ind i hans verdensbillede.

I dag er 36-årige Kaare Dybvad Bek endnu ikke blevet statsminister, men han kan bryste sig af være både bolig- og indenrigsminister i den socialdemokratiske regering og dermed have magt til at ændre noget i samfundet.

Magten vil han øjensynligt bruge på at bremse centraliseringen og i stedet styrke provinsen, de landlige områder af Danmark – eller Udkantsdanmark, som stadig florerer i den debat.

quote Der var et stærkt fællesskab, og jeg føler stadig en meget stor tryghed i Holbæk-området og selvfølgelig især Vipperød

Kaare Dybvad Bek (S), bolig- og indenrigsminister

For selvom han optræder med københavnercoolt look med strithår og stramt bundet slips, er det landsbyen Vipperød nær Holbæk, han kommer fra og stadig er knyttet til. En by med lidt over 2.000 indbyggere, der bliver skåret midt over af Nordvestbanen. 

Kaare Dybvad Bek er vokset op ude på Vipperød Mark, lige omme bag byens idrætshal.

- For mig – og de fleste andre, der vokser op her – var det et godt sted at vokse op. Der var et stærkt fællesskab, og jeg føler stadig en meget stor tryghed i Holbæk-området og selvfølgelig især Vipperød, siger han, da TV2 ØST møder ham i hjembyen.

Den stærke lokalpatriotisme har heller ikke sluppet sit tag i sportens verden. Ministeren holder fortsat med de blå fra Holbæk IF, selvom klubben i skrivende stund er ved at rykke ned i Danmarksserien.

- Vi har ikke haft en god sæson siden 2005, siger Kaare Dybvad Bek med et smil.

Lover flere uddannelser til Region Sjælland

Provinsen har en stor plads i Kaare Dybvad Beks hjerte, og han kalder sig selv for Nærhedsminister. I 2015 som folketingskandidat skrev han bogen Udkantsmyten.

Læs også
Regeringen præsenterer omfattende trafikplan - få overblikket over regionale projekter her
Læs også
Regeringen præsenterer omfattende trafikplan - få overblikket over regionale projekter her

I torsdags stod han hos Novo Nordisk i Kalundborg med finansminister Nicolai Wammen, og transportminister Benny Engelbrecht og præsenterede regeringens store infrastrukturplan. Den indeholder blandt andet en færdiggørelse af Kalundborgmotorvejen, en motorvej fra Rønnede til Næstved og en udbygning af Rute 9 på Lolland.

kaare2

Tæt på Novo Nordisk bygger Professionshøjskolen Absalon et nyt campus til ingeniører og bioanalytikere, og på Lolland-Falster er Femern-byggeriet med til at give det lokale erhvervsliv og boligmarkedet et boost, der ikke er set før.

Ifølge Kaare Dybvad Bek er det lykkedes at gøre op med udkantsmyten.

- Nu kan vi se, at det er begyndt at vende, og de politiske partier er begyndt at sige, at det nu er vigtigt, at vi investerer i provinsen. Det gør, at vi også kan se, at folk begynder at sige, at hvis politikerne tror på, at det er vigtigt at investere her, så må det være fordi, der er en fremtid, siger han.

Han udstikker en direkte lovning på, at regeringen vil sikre flere uddannelser til Region Sjælland.

- Jeg kan love, at regeringen vil sikre flere uddannelser i Region Sjælland, end der er i dag. Attraktive uddannelser, som der er søgning til, for Region Sjælland er blevet udsultet de seneste årtier

Til trods for provinspassionen bor Kaare Dybvad Bek i dag i København, men det bliver han måske ikke ved med, for han kan se en fremtid i igen at bosætte sig i provinsen

- Jeg har en hverdag i øjeblikket, som er meget presset, og hvor jeg har brug for at være tæt på de ting, der sker, men jeg kan ikke se mig selv blive gammel i hovedstadsområdet, for jeg synes, der mangler noget af det, man har i eksempelvis Vipperød: Et stærkt fællesskab, og at man kender hinanden og hjælper hinanden, hvis der er noget, som kører skævt, siger han. 


Nyhedsoverblik