Hver fjerde vender hjem fra hospice

Mange patienter forlænger livet på et hospice. Hver fjerde patient oplever at blive så frisk, så det er muligt at vende hjem. Forklaringen er ordentlig pleje, ro og omsorg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Axel Saabye fra Jyderup er uhelbredeligt syg af kræft. Indtil for en uge siden var han indlagt på Hospice Sjælland, men opholdet der gjorde ham så frisk, at han nu er hjemme.

- Det er jo den ro og pleje, der er på stedet. Personalet tager simpelthen hensyn til patienten, siger Axel Saabye.

Hver fjerde patient på et hospice vender hjem igen til egen bolig. Axel Saabye kan godt forstå, at folk oplever en bedring i forhold til hospitalet, hvor der er travlt.

- Det betyder, at der hele tiden er klokker, der ringer. Skal du have hjælp, tager det lang tid, for du er bare en del af en stor reperationsfabrik, lyder det fra Axel Saabye.

På Hospice Sjælland er der plads til 12 beboere. Her er de ikke i tvivl om, at mere overskud til sygepleje og mere ro til den enkelte patient, er svaret på deres succes i forhold til hospitalerne.

- Hospitalerne mangler ofte den ro og det overskud, som vi har her. Det er ikke af ond vilje, men fordi det ikke er muligt med systemet, som det er nu, siger hospicechef for Hospice Sjælland, Lise-Lotte Andersen.


Nyhedsoverblik