¨

Hver 10. voldtægt er opdigtet

Der har denne sommer været flere opsigtsvækkende sager i medierne, hvor kvinder anmelder seksuelle overgreb, der aldrig har fundet sted. Sidste år blev der anmeldt 527 voldtægter. Eksperter og politifolk vurderer, at en ud af ti er fri fantasi.

Det er blandt andet to sager fra Marielyst og Vordingborg i juli og august, der tæller i politiets statistikker. I august fortalte en 22-årig kvinde, at hun ved banegården blev hevet ind i en varevogn og voldtaget på skift af tre sydlandsk udseende mænd.

Dengang udløste sagen store overskrifter i pressen og vakte harme blandt befolkningen. Men voldtægten var ifølge politiet opdigtet. Og det gælder i følge politiet hver tiende anmeldelse i Danmark, skriver Ekstra Bladet søndag.

- Ti procent af voldtægtsanmeldelserne er falske i vores område, vurderer Bjarne Laursen, Århus Politis konsulent hos Center for Voldtægtsofre.

Psykolog og voldtægtsforsker Bodil Pedersen er enig:- Ti procent af alle anmeldelser kan være opdigtede, siger hun.

Dermed opfandt 52 kvinder sidste år en historie, der sætter hele systemet - læger, psykologer og politifolk - i bevægelse blot for at kvinden får opmærksomhed. Alene i juli var der mindst fire sager, der viste sig at være opdigtede voldtægter.  Løgnene koster samfundet uanede ressourcer. Da en 23-årig kvinde i Meløse 13. juli opfandt en voldtægt i en varevogn med to mænd, skete der følgende:- Vi havde tre mand på sagen i første fase - en til at skrive anmeldelse og to til at tage på Centret for voldtægtsofre. Dér var læger, sygeplejersker og sekretærer beskæftiget med sagen, siger vicepolitikommissær Keld Olesen, Nordsjællands Politi.

 - Efterfølgende havde vi en efterforsker på i fire-fem dage. Vi fik 15 henvendelser fra vidner, der havde set underlige udlændige i området, så det var ikke let at være udlænding derude i de dage. Disse sager har økonomiske konsekvenser for samfundet og personlige konsekvenser for de, der bliver mistænkeliggjort, siger Keld Olesen.

Til gengæld har det ikke særlig store konsekvenser for de kvinder, der anmelder en falsk voldtægt. I de sager, hvor pigerne udpeger en uskyldig gerningsmand, vanker der oftest en bøde. Og hvis pigen beretter om 'tre ukendte mørke mænd i en varevogn', slipper hun helt fri for straf:

 - Ofte vælger vi at lade være med at sigte pigen, hvis det er en falsk anmeldelse. Fordi det er noget helt andet, hun har brug for, siger Bjarne Laursen, Århus Politi.

Politiinspektør Svend Foldager, Københavns Politi:

 - Jeg har selv været med til, at vi ikke sigtede en kvinde, fordi hun havde store psykiske problemer. Jeg mener, man bliver nødt til at kigge på det menneskelige aspekt, selv om vi har en lov om falsk anmeldelse, siger Svend Foldager.Psykolog

Louise Skriver Rasmussen undersøgte sidste år 12 sager, hvor kvinder udpegede mænd for voldtægter, der ikke var foregået:- Kvinderne har problemer af forskellig art; problematiske familieforhold, hvor der kan være alkohol involveret, de har traumatiske oplevelser - nogle er faktisk blevet voldtaget tidligere, siger hun.

 - Overordnet set er det et råb om hjælp. Mere specifikt kan kvinderne have brug for et alibi. Fordi de har været utro, eller fordi de har brug for sympati eller gerne vil gøre opmærksom på sig selv, siger Louise Skriver Rasmussen.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App