Husk hundesnoren

Hunde som strejfer løse rundt i regionens skove gør livet farligt for fugle, harer og vildt. Ærgerligt, lyder det fra Danmarks Jægerforbund. Lige nu er det nemlig ekstra vigtigt at holde sin hund i snor.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Foråret står for døren. Det varer ikke længe, før råvildt får lam, harer får harekillinger og fugle lægger æg. Men dyrene lever farligt. Mange lader nemlig deres hunde løbe frit i skoven.

- En hund er et rovdyr. Den handler på instinkter, og selv en familiehund kan finde på at dræbe en dyreunge, hvis den kommer i nærheden af en, siger Frank Lilholm Pedersen, kredsformand i kreds 6, Danmark Jægerforbund.

For nylig blev et drægtigt rådyr formentlig bidt ihjel af en hund ved Bennebo uden for Mørkøv. Det skriver Kalundborg Folkeblad. Rådyret fik bidt benet af, og de to ufødte lam døde. Eksemplet er fra Bennebo er langt fra enestående. Et er nemlig de tydelige tegn, når f.eks. et rådyr bliver bidt og fundet dødt. Noget andet er alt det, som aldrig bliver opdaget.

- I virkeligheden tror jeg, at det foregår i et langt større omfang, end vi tror. En hund, der løber frit, kan jo godt bide en harekilling ihjel, uden at ejeren nødvendigvis opdager det, siger Frank Lilholm Pedersen.

Opfordringen fra Danmarks Jægerforbund lyder på altid at holde sin hund i snor.

- Selv om man tror, at man kan kalde den til dig og har styr på den, så er det ikke altid det holder stik, siger kredsformanden.

Hvis du ser en omstrejfende hund på din jord, tillader loven, at du skyder den, hvis den angriber et andet dyr eller en person. Ellers skal man efterlyse hunden offentligt f.eks. i en avis, eller tage direkte kontakt til ejeren, hvis man kender vedkommende.

Læs reglerne for, hvad man stiller op med en omstrejfende hund her i mark- og vejfredsloven. Om nedskydning af hunde læs § 14 stk. 2

https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=8560

 


Nyhedsoverblik