Høj UV-stråling i sommervarmen

De sidste dages skyfrit vejr har givet høje UV-målinger. De fleste ved måske nok, hvordan man beskytter sig mod solen, men det er ikke alle, der gør det rigtigt, og nogle vælger helt at lade være.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

UV-indekset har i de sidste dage bevæget sig helt op på 7. Og det er det højeste tal, der er målt i Danmark. Og et højt UV-tal betyder større risiko ved at opholde sig i solen. 

Og der er mange, der vælger at tilbringe dagen udenfor, når solen står klart på himlen og temperaturene er høje. Nogle af pligt, andre af lyst.

Vejarbejdere var tirsdag i sving flere steder i regionen. Og dem, som vi talte med, bekymrede sig ikke det store for solen.

- Det tænker man ikke sådan over, man arbejder jo bare, og så går dagen, fortæller Bo Frederiksen, som er asfaltarbejder fra Næstved.

På stranden er der dog nogle, der vælger at smøre sig ind.

- Jeg nyder bare solen, og når jeg så bliver rød, så smører jeg mig ind, siger Line Richardt Rasmussen.

Men der skal nu mere til end det. Kræftens Bekæmpelse råder til, at man i sommervejret gentagne gange smører sig ind i en stor håndfuld solcreme faktor 15, dækker kroppen til med let tøj og solhat og generelt helt undgår at være i solen mellem klokken 12 og 15.

Og det kan have alvorlige konsekvenser at opholde sig for meget i solen. Lige nu er 75.000 danskere ramt af hudkræft og i år rammes yderligere 8000 - 12.000.

Hudkræft er en af de mest hyppige kræftformer i Danmark.

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Nyhedsoverblik