Heunicke ny transportminister

Politikeren fra Næstved bliver ny transportminister

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Thornings trofaste væbner i den socialdemokratiske gruppe belønnes. Magnus Heunicke bliver transportminister. Det erfarer flere medier.

Dermed vender Magnus Heunicke tilbage til trafikpolitikken, som han kender indgående efter at have været trafikordfører fra 2007 til 2011.

Fra væbner til minister

Siden folketingsvalget i 2011 har Magnus Heunicke stået helt fremme i frontlinjen for at forsvare regeringens politik og dårlige meningsmålinger som Socialdemokraternes politiske ordfører.

Det har givet ham respekt på de interne linjer i partiet. 

Forbigået ved forrige rokade

Magnus Heunicke har da også i flere omgange været spået som storfavorit til at blive ny mand på ministerholdet. Det skabte derfor også en vis uro i den socialdemokratiske folketingsgruppe, da Heunicke blev forbigået ved den seneste regeringsrokade i december sidste år.

Men denne gang har statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) altså kigget mod den journalistuddannede socialdemokrat fra Næstved.

Tredje minister siden 2011

Magnus Heunicke bliver den tredje transportminister siden regeringsskiftet i 2011. Først var det Henrik Dam Kristensen (S), som skulle holde styr på DSB, nye vejprojekter og resten af transportpolitikken.

Og siden august sidste år har SF's Pia Olsen Dyhr stået i spidsen for Transportministeriet, hvor hun blandt andet har forhandlet en storstilet aftale om togfonden på plads.

Men med SF's exit fra regeringen må Pia Olsen Dyhr nu overlade trafikpolitikken til Magnus Heunicke.

Ny politisk ordfører?

Med Heunickes indtræden som transportminister skal den socialdemokratiske folketingsgruppe nu finde en ny politisk ordfører. Her er navne som Ole Hækkerup og Pernille Rosenkrantz-Theil blevet nævnt som mulige kandidater.

/ritzau/


Nyhedsoverblik