Helle Thorning-Schmidt på mødregruppe besøg

Kan Helle gøre det bedre for småbørnsforældre i dagens Danmark end Anders kan?. Det spørgsmål ville en mødregruppe gerne have svar på, da en statsministerkandidat kom forbi på privat besøg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Optakten til besøget var et læserbrev i en avis. I dag kom så kampagnebus, journalister, fotografer og en statsminsterkandidat forbi Slagelse for at høre nærmere om mødregruppens hverdag.

- Jeg håber vi kan sætte fokus på de ting, vi børnefamilier går og knokler rundt med, siger Stine Stenbæk Dahl fra Slagelse.

De vigtige emner for mødregruppen er åbningstider, lukkedage i institutioner og den kvalitet og det antal pædagoger der er til at passe børnene i dagligdagen.

- Jeg har da afleveret hvor der har siddet en voksen  med tre skrigende unger, og 7-8 unger render rundt og passer sig selv, og hun sidder og tager imod børnene og klokken er måske halv otte,  siger Stine Stenbæk Dahl.

Mødregruppen fortalte statsministerkandidaten om deres oplevelser og ønsker om mere tid og mere kvalitet for pasningen af deres børn, og Helle Thorning-Schmidt (Soc.dem) erklærede sig enig.

- Jeg deler fuldstændig holdning og værdier med de kvinder jeg lige har mødt, sagde Helle Thorning-Schmidt (Soc.dem).

På spørgsmålet om hun kan gøre det bedre end Anders Fogh Rasmussen (Venstre) i forhold til småbørnsforældrene, svarede Helle Thorning-Schmidt (Soc.dem) bekræftende.

- Ja det kan vi, fordi vi vil indføre en velfærdsrettighed som sikrer, at der kun er 3 børn pr. voksen for de helt små børn i vores dagtilbud, sagde Helle Thorning-Schmidt.

Mødet med socialdemokraternes topkandidat varede i godt en halv time, og bagefter var Stine Stenbæk Dahl godt tilfreds.

- Hun virkede til at tage det til sig, sagde Stine Stenbæk Dahl.


Nyhedsoverblik