Helle Thorning-Schmidt: Dette er ikke en valgkamp

Politikerne fra Christiansborg står i kø for at gøre et godt indtryk på borgerne uden for hovedstaden. Det er nemlig i provinsen at næste valg skal vindes.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Udover et besøg på Kalundborg Havn skulle Helle Thorning i dag blandt andet besøge en café for handicappede og holde debatmøde på et vandrehjem. Officelt altså en tur ud i virkeligheden for at blive klogere - men måske er der også andre formål med at vise flaget i provinsen.

- Jeg læser det som om, at det er ude i provinsen, at valget bliver afgjort, hvem der skal være landets nye statsminister. Derfor er det vigtigt, at Helle også kommer herop til Kalundborg siger Rasmus Horn Langhoff, der er Socialdemokraternes folketingskandidat i Kalundeborg-Odsherred-kredsen.

Han skal blandt andet op imod Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard ved næste valg.

- Det er klart, at det er noget der sætter gang i min valgkamp, når formanden kommer forbi, men jeg skal også selv ud og overbevise vælgerne om, at de skal stemme på mig, siger han.

Kalundborg-Odsherred er blevet landets største valgkreds. Samtidig viser nye undersøgelser, at netop sjællandske midtervælgere kan komme til at afgøre det næste Folketingsvalg om to års tid. Formanden er da heller ikke ked af at hjælpe sin partifælle.

- Jeg håber da, at det hjælper noget, at vi viser, at Socialdemokraterne inde på Christiansborg interesserer sig meget for et sted som Kalundborg, siger Helle Thorning-Schmidt.

Det kan virke lidt skræmmende, når kampen om stemmerne allerede tager til to år før valget. Men selv afviser formanden, at turen er starten på valgkampen.

- Det her er ikke en valgkamp. Vi har masser af dygtige socialdemokrater på Sjælland, hvor jeg virkelig håber, at de kan sætte fokus på Socialdemokratiske mærkesager, siger Helle Thorning-Schmidt.


Nyhedsoverblik