Den danske cykelrytter Michael Rasmussen bliver kritiseret for at blande sig i kvindernes linjeløb lørdag under weekendens DM i cykling i Faaborg.
- Michael Rasmussen kørte på ruten ligesom alle mulige andre, og det er fint nok. Men mens løbet var i gang, lagde han sig op mellem bilerne i kortegen, og selv om jeg råbte til ham fire-fem-seks gange, reagerede han overhovedet ikke, siger Willy Frederiksen, dameudvalgsformand i Danmarks Cykle Union, til B.T.
Den skandaliserede danske rytter forlod siden løbet, men det var ikke nok til at formilde Willy Frederiksen.
- Jeg tolker det som en provokation fra en mand, der har behov for at vise sig frem. Og jeg synes ærligt talt, at det er uanstændigt at lægge sig ind mellem bilerne på den måde og meget arrogant ikke at køre væk, når jeg råbende hænger ud ad vinduet og beder ham om det så mange gange, siger Willy Frederiksen.
Tidligere i weekenden kunne Politiken berette, at Michael Rasmussen afviste at hilse på Danmarks Cykle Unions direktør, Jesper Worre, og formand Tom Lund, som ifølge "Kyllingen" "er skyld i, at jeg befinder mig i mit livs værste krise".
Michael Rasmussen blev sidste år smidt ud af Tour de France af sit hold, Rabobank, fordi han havde løjet om, hvor han befandt sig i tiden op til løbet.
/ ritzau /