Håbet tilbage efter stormflod

I Blans på Lolland er man ved at vågne efter syv måneders mareridt. Digerne er under genopbygning, men Stormfloden har kostet - både økonomisk og psykisk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det er en kæmpe lettelse at se, at reparationen af digerne er i gang, og vandstanden bare falder og falder, siger Susie Riis-Jacobsen.

Smilet har igen fundet vej til hendes læber. I november sidste år brød vandet ellers igennem digerne, og mere end 50 af hendes får druknede på markerne ved Blans på Lolland.

- Det har været deprimerende at få ødelagt sin hverdag, og det har taget lang tid at komme sig over tabet af alle fårene, fortæller Susie Riis-Jacobsen. 

I øjeblikket er digerne ved at blive repareret, og halvdelen af vandet, der havde bevæget sig mere end to kilometer ind i landet, er nu blevet pumpet ud.

Genopbygningen af digerne løber op i 2 millioner kroner, hvor Kystdirektoratet har givet 500.000. Resten er betalt af lodsejerne i området.

Digerne bliver to meter bredere og 60 centimeter højere. Samtidig bliver der sået digegræs, og det hele skulle stå færdigt om en måneds tid.

Susie Riis-Jacobsen har ikke opgivet fåravlen trods tilbageslaget. Nu er håbet, at hun næste år kan få græs på marken, hvor der har ligget saltvand, og nye får igen kan græsse.

 


Nyhedsoverblik