Gymnasielærer mødte fuld op til studietur

Da eleverne i 3.Y skulle på studietur til London, var deres ene lærer så fuld, at hun ikke kunne komme med på flyet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

David Rommedahl og Jonas Thomsen så deres historielærer fra en ret uheldig side, da de i sidste uge mødte hende i Kastrup Lufthavn. Eleverne skulle med læreren på studietur til London, men de måtte rejse uden hende. Hun var nemlig så fuld, at hun ikke kunne stå på benene, og hun blev nægtet adgang til flyet.

- Hun lugtede lidt af en bytur, og havde lidt svært ved at stå på benene, siger Jonas Thomsen fra 3.Y på Vordingborg gymnasium.

- Hun mister balancen to-tre gange i køen, hvor hun enten må støtte sig op ad andre, eller sætte sig på numsen, siger David Rommedahl fra samme klasse.

Læreren er nu sygemeldt, indtil hun går på pension til nytår. En pension som er rykket frem efter hændelsen i lufthavnen. Det fortæller Rektor Ib Brøkner. Han forsikrer dog, at eleverne har fået en fuldgod erstatning i fremtiden, og at det faglige på turen ikke har taget skade. Det sidste er eleverne dog ikke helt enige i.

- Jeg kan kun forestille mig, at vi havde fået meget mere ud af undervisningen, hvis vi havde haft en historielærer med, siger David Rommedahl.

I Sjællandske stod der i dag, at læreren også har været fuld i timerne. Det kan de to elever dog ikke mindes at have oplevet.

- Hun har været lidt spøjs nogle gange men det skal lærere jo ikke skydes for. Så var der mange der skulle i avisen, siger Jonas Thomsen.


Nyhedsoverblik