Guldsmed lænset ved rambukkup

Ukendte gerningsmand bragede fredag morgen en firehjulstrækker ind i en guldsmedeforretning og forsvandt med smykker for flere hundredetusinde kroner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et brag genlød tidligt fredag morgen i Algade i Vordingborg, da tre-fire gerningsmænd kørte en stjålet, sølvgrå firehjulstrækker gennem fronten til guldsmeden Tid & Stil.

Tyvene ragede hurtigt ure og smykker til en værdi af omkring en halv million kroner til og kørte til en nærliggende parkeringsplads på Kirkevej.

- Her blev bilen efterladt og udbyttet formentlig omlastet til en anden bil, siger vicepolitikommissær Tom Buhl Larsen fra lokalpolitiet i Vordingborg.

Den sølvgrå firehjulstrækker, der blev brugt ved rambuktyveriet, var få dage forinden stjålet fra et værksted i Hørsholm, hvor tyvene bakkede den ud igennem en låst port.

Den er af mærket Ssang Yong og politiet er interesseret i at høre fra borgere, der enten måtte have oplysninger om biltyveriet i Hørsholm eller guldkuppet i Vordingborg.

/ritzau/


Nyhedsoverblik