Glatføre sendte kvinde af vejen

En glat vej var årsagen til, at en kvinde mandag morgen kørte galt i Sorø. Hun slap heldigvis fra ulykken uden skader.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Med vinteren kommer risikoen for glatte veje, og mandag morgen var det årsagen til, at en kvinde kørte galt.

Lidt før klokken ni blev politi og redningsfolk kaldt til Næstvedvej i Sorø. Meldingen lød først på, at kvinden var teknisk fastklemt, fordi hun havde klaget over rygsmerter, men det var lykkedes hende selv at komme ud af bilen, og ifølge vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er hun formentligt sluppet uskadt fra uheldet.

Selv om det ikke har være specielt koldt mandag morgen, hvor der flere steder har været tre til fem plusgrader, har der været glat.

Sort is

Ifølge Ritzau har der været tale om fænomenet sort is, der opstår på grund af kombinationen af en del regn søndag og temperaturfald i jordoverfladen.

- Lufttemperaturen i to meters højde har ikke været under frysepunktet, men jordoverfladen og dermed også vejoverfladen har flere steder været under nul grader. Dermed har de våde vejbaner kunnet fryse til is, siger Olaf Mathiassen, vagthavende meteorolog ved DMI.

Klart vejr op til søndagens regn har været en medvirkende årsag til, at jordoverfladen er blevet kølet ned, forklarer han.


Nyhedsoverblik