En borgmester stiller sin viden til rådighed, når der kommer en henvendelse fra en landspolitiker. Det mener den tidligere borgmester i Bjergsted Ole Glahn, der nu sidder i Folketinget for De Radikale. Derfor er der ifølge ham ikke noget epokegørende eller unaturligt i, at Holbæks radikale borgmester Jørn Sørensen tilbyder sin hjælp til De Radikales nye konkurrent på midten af dansk politik; Ny Alliance.
- Det man kan bidrage med fra ens kommune, vil man altid gerne stille til rådighed for politiske partier, siger Ole Glahn til Ritzau.
- Det var noget andet, hvis han ville være med til at skrive og skabe det politiske program, som Ny Alliance skal have. Det ville være noget andet og mere usædvanligt. Men det har han ikke sagt.
Jørn Sørensen siger til DR Sjælland, at han godt vil være med til at kigge på Ny Alliances kommunalpolitik.