Gammelt slik trækkes tilbage

Gamle slikprodukter fra Candyland tilbagekaldes. Påskeæg og anden slik er blevet pakket på ulovligt lager i Næstved.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Efter et anonymt tip kræver Fødevareregion Øst på Sjælland, at slikvirksomheden Candyland A/S i Ishøj tilbagekalder betydelige mængder slik, f.eks. uindpakkede chokolade-påskeæg, fra butikker over hele landet.

Kontrolchef Bjørn Wirlander har ikke noget præcist overblik over, hvor store mængder slik, det drejer sig om.

- En del af varerne er pakket på et ulovligt og uautoriseret pakkeri i Næstved, og produkterne er uegnede som menneskeføde. Men slikket vurderes ikke umiddelbart som sundhedsskadeligt, siger Bjørn Wirlander til Ritzau.

Slikket er fundet for gammelt og er både blevet ulovligt ommærket og pakket under uhygiejniske forhold på en adresse i Næstved.

Det var et anonymt brev i tirsdags til fødevaremyndighederne, der fik fødevarekontrollens rejsehold til at rykke ud.  

Blandt det slik med mærket "pakket af Candyland", som tilbagekaldes, er "børneposer" med blandet slik, vingummi, chokolade og lakrids og pakker med uindpakkede påskeæg.

Det har været vanskeligt for Candyland at redegøre for, hvor meget der er solgt til hvilke aftagere, oplyser Bjørn Wirlander.

Men Candyland sælger til rigtig mange butikker landet over, blandt andet Dansk Supermarked, Rema 100, SuperBest, Alta, Løvbjerg, Magasin, 7-eleven, Metro og Chokoland-forretninger i hele landet.

Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til at levere varerne tilbage eller kassere dem. De kommende dage vil Fødevarestyrelsen lægge yderligere information om det ulækre slik ud på sin hjemmeside, www.fvst.dk

/ritzau/


Nyhedsoverblik