Fyrværkeri formentligt årsag til bileksplosion

Politiet bekræfter nu, at det formentligt var fyrværkeri, der var årsagen til, at en bil sprang i luften torsdag aften på Sorø Station.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var angiveligt fyrværkeri, der var grunden til, at en bil sprang i luften på Sorø Station torsdag aften.

Klokken 19.13 fik politiet en anmeldelse om, at der var ild i en bil, men det viste sig ikke at være en helt almindelig brand. Beredskabsinspektør fra Sorø Brandvæsen, Michael Djervad, sagde i aftes til TV2 ØST, at der havde været en kraftig eksplosion, men at de ikke vidste, hvad der havde forårsaget den, men i dag fredag er politiet kommet et bud lidt nærmere.

- Vi har fået verificeret fra brandvæsnet, at branden ikke er startet på grund af benzindampe. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, så vi formoder, at det har været en krysantemumbombe eller andet fyrværkeri, der er årsagen, siger politikommissær Hugo Larsen fra lokalpolitiet i Slagelse.

Rude 10-12 meter gennem luften

Eksplosionen var så kraftig, at bilens tag var revet af, og forruden var fløjet 10-12 meter gennem luften og landede tæt på togskinnerne. Ejeren selv kom til stationen umiddelbart efter eksplosionen og var ifølge Michael Djervad noget rystet.

- Han var selvfølgelig ked af det. Det er ikke lige det, man regner med at se, når man kommer hjem fra arbejde, men han er heldigvis godt forsikret, siger Michael Djervad.


Nyhedsoverblik