Kaptajnen på et russisk fragtskib, som sejler roer mellem Nakskov og Assens, er blevet fyret.
Det er sket, efter at kaptajnen valgte at drikke sig fuld, da skibet fredag var gået på grund ved Assens, skriver Folketidende i dag.
- Vi kan ikke leve med, at kaptajnen drikker sig stangstiv bagefter, så det får klart konsekvenser. Det er et klart bud på rederiets alkoholpolitik, siger partreder Flemming Andersen fra firmaet A. Fage-Pedersen til Fyens Stiftstidende.