Frisører risikerer kræft

Frisører har væsentlig større risiko for at få kræft end andre. Derfor advarer deres organisationer dem nu om farerne i faget for at redde deres liv.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Permanentvæske og afblegningsmidler er skrappe sager at lugte til. Mette Andersen har været frisør i 13 år, hun ligger derfor i den højeste risikozone for at få brystkræft p.g.a. sit arbejde.

- Det er aldrig faldet mig ind, at jeg var i en større risikogruppe. Hvad tænker du om det? Jeg bliver lidt bekymret, fordi jeg vil gerne stadig stå her om 20 år og arbejde med det fag, som jeg har valgt, siger Mette Andersen, selvstændig frisør i Gyrstinge.

Når man som Mette Andersen har arbejdet som frisør i over 10 år, er risikoen for brystkræft 70% større end for andre. Det betyder, at hver sjette af de frisører på et tidspunkt får brystkræft.  

- Vi er rimelig statistisk sikker på, at frisører i Danmark har øget risiko for brystkræft, men vi ved ikke, hvad der er årsagen til det, siger Johnni Hansen, forsker ved Kræftens Bekæmpelse.

Kræftens Bekæmpelse har deltaget i en undersøgelse af ½ mio. lønmodtagere, som fra 1970 til 2003 har fået konstateret kræft. Her viste frisørerne sig at være en af de allermest udsatte grupper.

- Det er forfærdeligt, det er tragisk, det kan ikke beskrives med ord, for det er menneskeskæbner, der falder fra hinanden, siger formand for Dansk frisør og kosmetikforbund, Poul Monggaard. 

Dansk frisør og kosmetikforbund tager i disse uger rundt i hele landet og fortæller frisørerne om farerne i salonen og hvordan de skal forsøge at undgå dem.

- Vi ville allerhelst kunne sige, at de skal undgå de og de kemikalier, men det kan vi ikke , så vi siger, de skal følge arbejdstilsynets regler, hvilket vil sige især at have udsugning og handsker på, siger Johnni Hansen.

Mette Andersen har en udsugning, hun bruger, når hun blander kemikalier, men det er ikke altid nok.

- Døre og vinduer står som regle åbne om sommeren, når der er vejr til det og ellers bliver der luftet ud til aften, siger Mette Andersen.  

Forskere ved ikke hvad, der giver den store risiko for kræft.

- Man kender ikke kemikalier, der kan give brystkræft, men man mistænker opløsningsmidler, sprit og hormonforstyrrende stoffer, som findes i mange produkter. Også frisør produkter? Ja, siger Johnni Hansen.

Poul Monggaard er også formand for de europæiske frisører. Han har i 20 år råbt og skældt i EU for, at der skal være skrappere krav til eksempelvis hårfarve, som frisører arbejder med hverdag, i forhold til produkter, som forbrugerne bruger en gang om måneden.

- Hvor nødvendigt, synes du, det er med skrappere regler? Mere nødvendigt end, der er hjul på Dash fly, det er livsvigtigt, siger Poul Monggaard.

Mette Andersen vil sætte stor pris på, at de skrappe midler bliver mildere, så risikoen for sygdomme mindskes.

- Det er lidt skræmmende, men det er ikke noget, der får mig til at stoppe som frisør, siger Mette Andersen. 

Der er ca. 8000 frisører i Danmark. Rent statistisk risikerer en tredjedel af dem - altså omkring 2700 - at få kræft på et tidspunkt i deres liv.        


Nyhedsoverblik