Forsorgshjem under pres – må afvise flere hjemløse hver dag

Regionens forsorgshjem har ikke plads nok til alle de hjemløse, der ønsker et tag over hovedet om natten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er kommet flere og flere hjemløse i regionen de seneste fire år, og det sætter pres på forsorgshjemmene. Ifølge forskningcentret VIVE er antallet af hjemløse i Region Sjælland steget fra 853 personer i 2017 til 895 personer i 2019.

Kommunerne har ansvar for at sikre pladser på forsorgshjem til udsatte borgere, som er hjemløse eller ikke kan bo alene. Men i en rundspørge gennemført fra TV2 ØST svarer alle regionens forsorgshjem, at de er helt fyldt op.

Et af de steder, der oplever et stort pres, er Forsorgshjemmet Toften, som ligger i Slagelse Kommune, hvor i alt 170 borgere er hjemløse.

quote Det tog mig fem måneder at få en plads på et forsorgshjem her i Slagelse

Ann, beboer, Toften, Slagelse.

- Vi er altid fuldt belagt, og vi har i gennemsnit to afvisninger om dagen, fortæller forstander Karen-Marie Heltoft.

Svært at få plads

John Gundersen og Ann, er to af beboerne på Toften i Slagelse. Og de er glade for, at de er blandt de heldige, der har tag over hovedet.

- Det giver nogle gode rammer til at få noget ro på og få sig et liv igen og få styr på tingene, siger Ann, der ikke ønsker sit efternavn frem.

Artiklen fortsætter under billedet.

Ann, beboer, Toften, Slagelse.
Ann, beboer, Toften, Slagelse. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Men det er svært at få plads på et forsorgshjem, fortæller Ann.

- Det tog mig fem måneder at få en plads på et forsorgshjem her i Slagelse. Der er jo ikke ret mange pladser, siger hun.

Det ærgrer beboerne på forsorgshjemmet, at ikke alle er lige så heldige som dem.

- Det er vi da kede af. Der er folk, der ikke har det godt og gerne vil op på hesten igen, siger John Gundersen.

Artiklen fortsætter under billedet.

John Gundersen, beboer, Toften, Slagelse.
John Gundersen, beboer, Toften, Slagelse. Foto: Jesper Truelsen- TV2 ØST

To pladser mere

På grund af det store pres på Toften i Slagelse, har stedet netop udvidet med to pladser.

- Vi har fået oprettet to natherbergspladser her på Toften, og det vil sige, at du kan komme og henvende dig om aftenen og få en overnatning og et måltid mad, fortæller Karen-Marie Heltoft.

Artiklen fortsætter under billedet.

Karen-Marie Heltoft, forstander, Toften, Slagelse.
Karen-Marie Heltoft, forstander, Toften, Slagelse. Foto: Jesper Truelsen- TV2 ØST

En rundspørge, som TV2 ØST har lavet, viser, at alle seks forsorgshjem i regionen er fyldt helt op, og at flere dagligt må afvise folk, fordi der ikke er plads.

Det oplever de blandt andet på et af regions største forsorgshjem i Sakskøbing

- Der er fuld belægning, og det betyder, at vi på telefonen har en, to, tre afvisninger dagligt, siger forstander Erik Søndergaard.

Artiklen fortsætter under billedet.

Erik Søndergaard, forstander, Saxenhøj, Sakskøbing.
Erik Søndergaard, forstander, Saxenhøj, Sakskøbing. Foto: Jesper Truelsen- TV2 ØST

Folk kan ikke komme videre i eget hjem

Årsagen er i høj grad at folk bliver boende i lang tid, selvom forsorgshjemmene er beregnet som en midlertidig bolig

quote Den største udfordring er, at vi ikke har mulighederne for at få folk videre fra herbergerne, fordi der mangler boligmuligheder

Lars Benjaminsen, seniorforsker, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

- Vi har nogle voksne hjemløse, som stort set bor hele deres liv på forsorgshjem. Så bor de måske et år her, så er de et halvt år et andet sted, og så vender de måske tilbage og så videre. Men hvis man ser på hele deres livsforløb, så har de stort set tilbragt hele deres liv på midlertidige botilbud, siger Erik Søndergaard.

Og den udfordring er ikke så nem at løse, fortæller Lars Benjaminsen, der er seniorforsker ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

- Den største udfordring er, at vi ikke har mulighederne for at få folk videre fra herbergerne, fordi der mangler boligmuligheder. Der er kommuner, der ikke bruger den kommunale boliganvisning, og der mangler også støttemuligheder en del steder, når folk flytter videre, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Lars Benjaminsen, seniorforsker, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Lars Benjaminsen, seniorforsker, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Foto: Jesper Truelsen- TV2 ØST

Ifølge Lars Benjaminsen, er der flere, der har ansvaret for de manglende boligmuligheder.

- Kommunerne har ansvaret for at sikre, at der lokalt er boligmuligheder og støttemuligheder for de hjemløse borgere, der skal videre fra herbergerne. Og staten har der overordnede ansvar for at sikre, at der ikke er forhold i lovgivningen, der også spænder ben for det, siger seniorforskeren.

Her ligger forsorgshjemmene i TV2 ØST's sende område. Alle melder om mangel på pladser:

Grafik: Nick Abildgaard
Grafik: Nick Abildgaard

Nyhedsoverblik