Forretningsmand fængsles på mistanke om millionsvindel

To mænd fra hovedstadsområdet er sigtet for moms- og skattesvig. Den ene mand er onsdag blevet fængslet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 40-årig mand er onsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger ved et grundlovsforhør.

Manden er sigtet for grov moms- og skattesvig for i alt 44 millioner kroner, oplyser vicepolitiinspektør Peter Reisz fra Københavns Politi.

Svindlen har ramt syv selskaber og tæller firmaer i både servicebranchen, byggebranchen og transportbranchen.

Peter Reisz ved ikke, hvordan den 40-årige forholder sig til sigtelsen, eller om onsdagens kendelse blev kæret.

Han oplyser dog, at den sigtede ikke ville forklare sig under grundlovsforhøret. 

mange-penge-2014-.jpg
Læs også
To forretningsmænd mistænkes for svindel for 40 millioner
mange-penge-2014-.jpg
Læs også
To forretningsmænd mistænkes for svindel for 40 millioner

Adresser i Vestsjælland ransaget

Også en anden mand, en 41-årig, er sigtet i sagen. Han er dog ikke blevet fremstillet i grundlovsforhør.

Begge mænd er fra københavnsområdet.

Efterforskningen har stået på i et stykke tid i samarbejde med Skat.

I forbindelse med anholdelserne af de to tirsdag blev ti adresser i København og på Vestsjælland ransaget. Politiet beslaglagde i den forbindelse cirka 100.000 kroner i kontanter.

Grundlovsforhøret blev afholdt for lukkede døre.

- Vi ved ikke, om der skal sigtes flere i sagen, men vi kan ikke udelukke det, siger Peter Reisz.


Nyhedsoverblik