Formand tilfreds - flere vacciner til Region Sjælland

Region Sjælland skal kompenseres med flere vacciner, når mange borgere fra andre regioner vælger at blive vaccineret hos os.

Det skal ikke sætte borgerne i Region Sjælland tilbage i vaccinekøen, når borgere fra andre regioner valfarter hertil for at blive vaccineret. Fremover skal vaccinerne fordeles, så der kommer flere vacciner til en region, hvis borgere fra andre regioner vælger at lade sig vaccinere her.

Det er meldingen fra Sundhedsstyrelsen til Region Sjælland.

Her har regionsrådsformand Heino Knudsen (S) i flere uger arbejdet for en ny fordeling af vaccinerne mellem regionerne. Det sker efter, at det kom frem, at to ud af fem vacciner i Region Sjælland ved udgangen af februar i virkeligheden var blevet givet til borgere fra andre regioner.

- Det er rigtig godt, at det bliver ændret. Vi har kunnet se i vores tal, at der er en del borgere fra andre regioner, der er blevet vaccineret i Region Sjælland. Og det har vi jo gjort opmærksom på - både til politikerne og til Sundhedsstyrelsen. og det er jo det, som Sundhedsstyrelsen nu anerkender og siger, at vi får leveret tilsvarende flere vacciner, så ingen kommer bagud med vaccinationerne, siger regionsrådsformanden i Region Sjælland.

Kommer ikke bagud

Han glæder sig over udviklingen.

- For os i Region Sjælland betyder det, at vi kan sikre, at vores borgere ikke bliver vaccineret senere end andre steder i Danmark - og det er helt afgørende for mig, siger han.

Ændringen træder i kraft nu, og tallene vil løbende blive justeret.

Trods de mange vaccinationer af borgere fra andre regioner, så er Region Sjælland ikke endnu sakket agterud i forhold til at give vacciner. Faktisk er vi lidt over gennemsnittet med at vaccinere borgerne, fortæller Heino Knudsen. 

quote For os i Region Sjælland betyder det, at vi kan sikre, at vores borgere ikke bliver vaccineret senere end andre steder i Danmark - og det er helt afgørende

Heino Knudsen (S), Formand for Regionsrådet i Region Sjælland

Det er det frie sygehusvalg, der betyder, at borgere fra andre regioner kan blive vaccineret hos os. Og bevægelsen kan sagtens komme til at gå den modsatte vej, når befolkningen som sådan skal vaccineres.

- Vi har mange borgere, der arbejder i andre regioner. Og det kan jo sagtens være, at de vælger at blive vaccineret tæt på deres arbejdsplads, når vi starter på de brede vaccinationer. Det er bare helt afgørende, at regionerne så tilsvarende får de flere vacciner, som de har brug for, siger han.