Indlæggelser for milliarder kunne have været undgået

Akutte indlæggelser koster mange penge og hænder, viser nye beregninger fra Danske Regioner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Over 66.000 gange blev patienter indlagt for blandt andet blærebetændelse, dehydrering og forstoppelse i 2022, og det er indlæggelser, der kunne være forebygget med den rette behandling.

Nye beregninger fra Danske Regioner viser, at de forebyggelige indlæggelser sidste år kostede 2,2 milliarder og 4400 sygeplejerskers arbejde i et helt år.

Den slags indlæggelser er noget, medarbejderne i sundhedsvæsenet burde bruge langt mindre tid på, siger Anders Kühnau, formand for Danske Regioner.

Læs også
Online stuegang og prøver i eget hjem skal aflaste sygehusene
Læs også
Online stuegang og prøver i eget hjem skal aflaste sygehusene

- Det her viser med al tydelighed, at presset på hospitalerne og særligt akutmodtagelserne ville blive mindre, hvis mere sygdom blev forebygget. Kan vi bare forebygge halvdelen af de her indlæggelser, vil det gøre en stor forskel for hospitalerne.

- Jeg mener faktisk heller ikke, vi kan være det bekendt over for de mennesker, der bliver indlagt akut, når det mange gange kunne have været undgået, siger han i en pressemeddelelse.

En central udfordring

Beregningerne kommer i en tid med heftig debat om det pressede sundhedsvæsen. Politikere har over en bred kam udpeget netop denne udfordring som en af de helt centrale af slagsen.

Tirsdag præsenterede regeringen en ny sundhedskommission, der blandt andet skal komme med bud på, hvordan hospitalerne kan blive mindre pressede.

Læs også
Regioner afsætter flere penge til hospitaler og udskyder byggerier
Læs også
Regioner afsætter flere penge til hospitaler og udskyder byggerier

Faktisk omtalte sundhedsminister Sophie Løhde (V) selv forebyggelse som et sted med plads til forbedring. Der skal gøres mere for de ældre, der i dag er "i en svingdør på sygehusene":

- Nogle gange på grund af ting, der kunne være forebygget. Man skal kunne få den nødvendige pleje og behandling ude, hvor man bor, sagde hun.

Særligt indsatsområde

De forebyggelige indlæggelser er et godt sted at tage fat, mener Anders Kühnau:

- Det er alment kendt, at vi på hospitalerne har udfordringer med at rekruttere alle de medarbejdere, vi har behov for. Og det er særligt sygeplejersker, vi mangler. Derfor har vi som arbejdsgiver også en helt særlig forpligtelse til at sørge for, at medarbejderne bruger deres tid på den mest meningsfulde måde, siger han i pressemeddelelsen.


Nyhedsoverblik