Forældre vil købe børnehave

Hvis Stevns Kommunalbestyrelse beslutter at lukke Vallø Børnehave - der med 126 år er Danmarks ældste - kan resultatet blive, at forældrene vælger at købe ejendommen for at oprette en privat børnehave.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

  Tanken om forældrekøbet fik næring på et velbesøgt
borgermøde i aftes, hvor borgmester Poul Arne Nielsen (V) gav
håndslag på, at forældrene i givet fald kan købe huset til
vurderingsprisen på 1,3 million kroner Det skriver DAGBLADET
Køge.

Imidlertid vil det betyde, at der kommer til at mangle 30
børn, som i dag går i børnehaven - og som ifølge oplægget til
Kommunalbestyrelsens beslutning i morgen skal gå i en ny,
integreret institution ved Strøbyskolen.

Hvad det betyder for hele projektet, kunne børneudvalgsformand Mogens Haugaard
Nielsen (V) i aftes ikke give noget klart svar på. Han henholdt
sig i stedet til, at det ifølge en beregning fra den kommunale
forvaltning koster kommunen 13.000 kroner mere pr. barn om året
at drive en lille børnehave som den i Valløby end at samle dem i
en stor institution.

Netop denne økonomiske kalkule fik flere tilhørere til i stærke vendinger at bebrejde politikerne, at de gør borgernes følelser og lokale engagement op i penge.

På borgermødet stod Steen S. Hansen (S) alene med sit forslag om i
stedet at nedlægge børnehaven Acaciebo i Strøby Egede for at
redde Vallø Børnehave. Ingen af de øvrige politikere ville
overveje den mulighed.