Fond skal give bedre togforhold

De Konservertive vil forbedre togforhold og motorveje. Pengene skal komme fra Nordsøolien og Storebæltsbroen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kapaciteten på jernbanen skal udvides - blandt andet på strækningen København-Ringsted og så skal der være mere plads på de vestfynske og østjyske motorveje.

Det er nogle af målene for De Konservative, når partiet om kort tid skal forhandle indholdet i den nye infrastrukturfond, som indgår i regeringens finanslovudspil. De mange forslag til investeringer betyder, at fonden skal indeholde et tocifret milliardbeløb, siger trafikordfører Henriette Kjær (K).

 - Det er en utrolig vigtig investering for velfærdssamfundet, som er afhængig af høj mobilitet på arbejdsmarkedet. Der er brug for et tocifret milliardbeløb, og derfor må vi tænke kreativt, siger Henriette Kjær.

De Konservative foreslår at putte penge fra Nordsøolien i infrastrukturfonden. Forslaget tager udgangspunkt i, at statens økonomiske planer regner med, at en tønde olie koster 88 dollar. Men på grund af eksploderende oliepriser, der langt overstiger 100 dollar per tønde, har staten i realiteten ekstra milliarder til rådighed, mener K.

Ud over at bruge oliepenge vil De Konservative forlænge tilbagebetalingstiden på Storebæltsbroen med 10 år og lade besparelserne derfra gå i infrastrukturfonden.

/ritzau/


Nyhedsoverblik