Første person i Danmark er testet positiv for abekopper

Styrelsen for Patientsikkerhed begynder opsporing af abekopper i Danmark efter første positive test i Danmark.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En mand er som den første blevet testet positiv for abekopper i Danmark. Det oplyser Sundhedsministeriet mandag.

Manden har udvist symptomer efter en rejse til Spanien. Han har siden været i kontakt med Sjællands Universitets Hospital i Roskilde og Rigshospitalet. Han befinder sig nu i isolation i sit hjem.

- Langt de fleste patienter forventes i et sundhedsvæsen som det danske at komme sig helt, skriver Sundhedsministeriet.

Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser mandag, at den er påbegyndt smitteopsporing af abekopper i Danmark.

- Styrelsen for Patientsikkerhed er i gang med smitteopsporing, så nære kontakter til patienten bliver vejledt i, hvordan de bør forholde sig, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i en pressemeddelelse.

- Sundhedsmyndighederne forventer ikke udbredt samfundssmitte i Danmark, men vi følger situationen tæt for at være bedst muligt forberedt på en eventuel udvikling i smittesituationen, siger han.

Varer omkring to-fire uger

Sundhedsministeriet beskriver symptomerne på abekopper som blandt andet feber, kulderystelser og et udslæt med blærer, som kan give sår, når de heler.

- Sygdommen er normalt mild, varer omkring to-fire uger og går for de fleste over af sig selv, skriver ministeriet.

quote Noget tyder på, at smitten især findes blandt mænd, der har sex med mænd

Bolette Søborg, enhedschef i Sundhedsstyrelsen

Personer, der har været ude at rejse eller har været i tæt kontakt med nogen, som har været ude at rejse, og som bliver syg med udslæt og blærer på kroppen, opfordres af Sundhedsstyrelsen til at søge læge.

- Noget tyder på, at smitten især findes blandt mænd, der har sex med mænd, siger Bolette Søborg, der er enhedschef i Sundhedsstyrelsen, i en meddelelse.

- Derfor har vi i sidste uge kontaktet blandt andet AIDS-fondet og LGBT+ Danmark og bedt dem hjælpe os med at få skabt opmærksomhed i de grupper om, at der lige i øjeblikket er særlig grund til at være opmærksom på de gode råd om hygiejne og brug af beskyttelse under samleje.

Danmark er ikke det eneste land i Europa, der har fundet tilfælde på abekopper. I Storbritannien, Spanien, Holland, Tyskland og Sverige er der også personer, der har fået en positiv test for abekopper.

Ifølge Statens Serum Institut (SSI) er der bekræftet abekopper hos 83 personer i Europa. 23 af dem er fundet i Spanien. Ifølge SSI har manden, der er testet positiv i Danmark, været på Gran Canaria.

FAKTA: Abekopper varer normalt mellem to og fire uger

Første person i Danmark er testet positiv for abekopper. Det er en mand, som har fået en positiv test mandag efter en tur til Spanien.

Sundhedsmyndighederne verden over har fokus på den sjældne virussygdom. Abekopper er fundet hos 83 personer i Europa. 29 af tilfældene er i Storbritannien, som er det europæiske land, der har registreret flest.

Her kan du læse om virusset:

  • Abekopper er en virussygdom, der blandt andet kan give feber og udslæt med hvide blærer.

  • Sygdommen varer normalt to-fire uger og går for de fleste over af sig selv. Langt de fleste patienter forventes at komme sig helt.

  • Abekopper smitter mellem mennesker ved nær kontakt, typisk mellem personer der bor sammen.

  • Smitte kan ske fra luftveje eller tæt kontakt med kropsvæsker enten direkte eller indirekte ved for eksempel at sove i det samme sengetøj.

  • Man kan først smitte andre med abekopper, når man selv har symptomer.

  • Sundhedsministeriet er ikke bekymret for, at smitten i Danmark bliver udbredt.

  • Sygdommen har været kendt i Afrika i mange år, men ses kun meget sjældent i Europa.

  • Der er to stammer af abekoppevirus.

  • Den ene har en dødelighed på omkring en procent, mens det for den anden stamme er op til ti procent. De bekræftede smittetilfælde i Storbritannien er alle af den variant med lavest dødelighed.

Kilder: Reuters, dpa, Sundhedsministeriet, SSI, Sundhedsstyrelsen.


Nyhedsoverblik