Fødevarestyrelsen advarer mod 57 farlige kosttilskud

Forbrugere, der har købt kosttilskud via hjemmesiden ironyou.dk, opfordres til at kassere dem.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fødevarestyrelsen advarer forbrugere mod 57 kosttilskud, der kan medføre hjertestop, hjerneblødning og skader på skjoldbruskkirtlen.

Det skriver Fødevarestyrelsen på sin hjemmeside.

Der er tale om kosttilskud, som forhandles via hjemmesiden ironyou.dk.

Onlinefirmaet bag hjemmesiden forhandler kosttilskuddet Angel Dust, der ifølge Fødevarestyrelsen indeholder det farlige kemiske stof 1,3-dimethylamylamin - også kaldet DMAA.

Stoffet kan give både hjertestop og hjerneblødninger.

Læs også
Kosttilskud kan skade leveren alvorligt - producent politianmeldt flere gange
Læs også
Kosttilskud kan skade leveren alvorligt - producent politianmeldt flere gange

Firmaet sælger ifølge Fødevarestyrelsen også 27 sundhedsskadelige kosttilskud med planteingrediensen Withania Somnifera.

Det er en ingrediens, der kan gøre skade på skjoldbruskkirtlens funktion.

Hjemmesiden forhandler desuden 26 kosttilskud, som indeholder planteingrediensen Tribulus Terrestris, som kan give alvorlige skader på leveren.

Forbrugere rådes til at søge grundig information

Fødevarestyrelsen opfordrer forbrugere, der har købt kosttilskud via hjemmesiden, til at kassere dem, hvis de indeholder nogle af de nævnte stoffer og ingredienser.

Forbrugerne rådes generelt til at søge grundig information om et kosttilskud, inden de køber tilskuddene via internettet.

Man skal altid undersøge, om produktet er anmeldt som kosttilskud i Danmark og dermed underlagt Fødevarestyrelsens stikprøvekontrol, lyder det fra styrelsen.

På Fødevarestyrelsens hjemmeside kan man se en samlet liste over de kosttilskud, der ifølge styrelsen kan være skadelige.


Nyhedsoverblik